Aarhus Universitet har indgået en ny aftale med Miljø- og Fødevareministeriet, der vil give mere åbenhed, mener formand for universitetslærerne i Dansk Magisterforening, Olav Bertelsen. Han er fælles tillidsmand for omkring 6.000 akademikere på Aarhus Universitet.
»Den nye aftale er et kæmpestort fremskridt, der vil betyde, at forskerne, så snart de har afleveret deres forskningsresultater, også kan udtale sig om dem,« siger han til DR.
Tidligere har forskere ikke måtte udtale sig om deres forskning med det samme.
Sidste år kom daværende miljø- og fødevareminister, Eva Kjer Hansen (V) i modvind, da hun gentagene gange udlagde regeringens landsbrugspakke, som værende god for miljøet. Eksperter dengang mente, at beregningerne var baseret på et forkert grundlag.
Det var forskere fra Aarhus Universitet, der dengang leverede forskningsmaterialet til pakken mod betaling. Forskerne måtte ikke udtale sig om forskningen, og de måtte ikke fortælle, at de havde fået det forbud.
På daværende tidspunkt mente prodekan Kurt Nielsen fra universitetets ledelse ikke, at der var noget galt med aftalen. Nu er der indgået en ny.
I den nyindgåede aftale mellem Aarhus Universitet og Miljø- og Fødevareministeriet, vil universitet modtage 380 millioner kroner om året og er blevet garanteret mere åbenhed omkring deres forskning. Nu kan ministeriet kun tilbageholde forskningsresultater i syv dage.
»Det betyder, at dem, der sidder i ministerierne, ikke længere har mulighed for at sige noget, som ikke er i overensstemmelse med forskningsresultaterne,« siger Olav Bertelsen til DR.
