Hvis Folketinget fredag som ventet stemmer den omdiskuterede regel om transportøransvar igennem, vil regeringen i ekstraordinære situationer kunne pålægge bus-, tog- og færgepersonale at kontrollere passagerers pas og visum, inden de krydser den danske grænse.

Men hvis passet skal kontrolleres i for eksempel Tyskland, er det en opgave, der skal udføres af de tyske myndigheder, og ikke af private transportører, lyder det fra Gert Battrup, grænseforsker ved Syddansk Universitet.

»Som udgangspunkt er det en statslig opgave, for det er statens territorium, der vogtes. Og det at involvere private transportører, det er en privatisering af ansvaret,« siger hun.

»Så det afhænger af, om Tyskland giver lov til, at DSB tjekker passagerernes pas i Tyskland. Ellers må man jo gøre det ved grænsen.«

Også Matthias Menge, der er pressetalsmand for forbundspolitiet i Bad Bramstedt lige syd for den dansk-tyske grænse, sår tvivl om Danmarks mulighed for at pålægge transportører at udføre paskontrol i Tyskland.

»Paskontrol i Tyskland kan udelukkende foretages af tysk politi og tyske myndigheder. Det må DSB ikke gennemføre,« siger han.

Et komplekst spørgsmål

Med loven kan transportører idømmes klækkelige bøder, hvis de tager udlændinge med over grænsen, som ikke har papirerne i orden. Transportøransvaret kan kun gennemføres i forbindelse med indførelse af en midlertidig grænsekontrol og vil kun komme på tale i ekstraordinære situationer.

Ifølge Anke Spoorendonk, justits- og europaminister i den nordtyske delstat Slesvig-Holsten, er det ikke helt enkelt at vurdere, om DSB skal have tilladelse fra tyske myndigheder til at udføre paskontrol i Tyskland.

»Retsligt er det et meget komplekst spørgsmål, som skal afklares. Jeg har meget svært ved at se, at det kan gøres uden videre. Men jeg kan med det samme svare politisk og sige, at som de gode naboer, vi er, vil det for mig at se være på sin plads, at vi taler om problemerne, før det bliver effektueret,« siger hun.

Onsdag annoncerede den svenske regering, at man vil indføre en omfattende ID-kontrol fra 4. januar. Det betyder efter alt at dømme, at mange flygtninge og migranter vil være tvunget til at blive i Danmark.

Det er ifølge Venstres indfødsretsordfører, Jan E. Jørgensen, i sådan et tilfælde, det kan blive relevant at indføre midlertidig grænsekontrol og transportøransvar i Danmark.

»Vi håber virkelig, at det slet ikke bliver nødvendigt, og det bliver kun nødvendigt, hvis svenskerne indfører en tilsvarende situation. Så bliver vi nødt til at foretage den samme kontrol før den dansk-tyske grænse, for at vi ikke skal stå med alle de problemer, svenskerne nu står med,« siger han – og understreger, at han ikke kan se, hvorfor danske myndigheder ikke skulle have lov til at gøre brug af transportøransvaret:

»Det, man siger, det er, at hvis du transporterer mennesker fra et andet land til Danmark, så har du ansvaret for, at de har deres papirer i orden. Det ville undre mig meget, hvis man betragter det som en myndighedsopgave. Men der er en tæt dialog mellem de danske og tyske myndigheder om at få afklaret det her spørgsmål,« siger Jan Jørgensen.