Den første exitprognose fra DR, fra kl. 15 i dag, viste markant tilbagegang for Socialdemokraterne - fra 30,7 pct. ved kommunalvalget i 2009 til kun 22,7 pct. i prognose.

Valgstederne er stadig åbne - og det endelige resultat ventes først om adskillige timer - men ifølge professor og valgforsker ved Syddansk Universitet, Robert Klemmensen, er det et foreløbigt tal, der smerter Socialdemokraterne.

»Det er noget, der gør ondt inde i
selvforståelsen af partiet. Da man ramte tredive procent (i 2009, red.),
troede man ikke ,at man kunne komme længere ned. Nu er det et parti, der
skal til at vende sig til den virkelighed, at hvis man kan få plus tyve
procent, så skal man være glad,« siger han.



Enhedslisten kan få plads i KL-bestyrelsen

Enhedslisten ser derimod ud til at gå endnu mere frem, end det har været anslået i meningsmålinger op til valget. Ifølge DRs prognose går partiet fra 2,3 til 8,5 pct. - altså mere end en tredobling.

»Det er helt vildt,« lyder reaktionen fra valgforsker Robert Klemmensen.

»Hvis vi antager, at de her tal er smurt ud over mange af kommunerne, så vil der sidde Enhedslisten-repræsentanter i bestyrelserne, og det vil selvfølgelig dreje noget af den politik, der bliver ført mere mod venstre,« fortsætter han og påpeger, at det også kan betyde, at Enhedslisten får en enkelt plads i den magtfulde KL-bestyrelse, og det vil spille en rolle for KLs fremtidige forhandlingslinje over for regeringen.

»Det er måske ikke noget, der gør det nemmere for regeringen at håndtere kommunerne, men det er en enkelt plads og skal ikke overvurderes,« siger han.

Borgmester-blodbad synes aflyst

Den markante fremgang til Enhedslisten vil dog ifølge Robert Klemmensen betyde, at Socialdemokraterne - trods udsigten til en vælgerlussing, ikke bør frygte et blodbad blandt de socialdemokratiske borgmestre.

»Alt andet lige må man forvente, at Enhedslistens byrødder kommer til at indgå i en socialdemokratisk ledet konstituering,« vurderer han.