Danske investorer på udkig efter billige investeringsmuligheder, som samtidig indeholder den spredning af investeringerne, alle anbefaler, får øje på de såkaldte ETFer. Men de får også øje på en stopklods i forhold til at bruge dem: Særlige skatteregler, som både er bøvlede for den enkelte og kan koste i form af et lavere nettoafkast.

En beregning viser, at den såkaldte lagerbeskatning på blandt andet ETFer koster dyrt i forhold til den såkaldte realisationsbeskatning, danske fonde er underlagt. Efter 20 år er en investering på en million kroner vokset med godt 205.000 kroner mere under realisationsbeskatning, når man ser isoleret på effekten af de to beskatningsmetoder.