Forretningsmænd knækker sløj turisme-kurve
Forretningsturismen er efter flere magre år på rette kurs igen, og det er specielt de mange, store møder, der lokker erhvervsfolket til hovedstaden. Men København hænger stadig bag Skandinavien.
Forretningsturismen er efter flere magre år på rette kurs igen, og det er specielt de mange, store møder, der lokker erhvervsfolket til hovedstaden. Men København hænger stadig bag Skandinavien.
Jakkesættene er tilbage i Københavns bybillede. Det har intet med salgstallene i Hugo Boss eller Valentino at gøre, det er til gengæld et udtryk for, at erhvervsturisterne igen er begyndt at købe rejser med København som destination.
I 2011 steg antallet af forretningsrejsende med 11,5 pct. i hovedstaden, og det er tiltrængt knæk for en kurve, der ellers kun har kendt til dyk gennem de sidste år.
"Vi har i gangsat flere tiltag, der har fremmet turismen, og det er summen af dem, der nu kan aflæses," siger Allan Agerholm, medlem af Vækstforum Hovedstaden, og fremhæver blandt andet markedsføring af lufthavnen, forbedrede konjunkturer og øgede investeringer.
Solstrålehistorien i erhvervsturismen var tiltrængt, for det har set ganske sort ud de seneste år. I 2008 og 2009 faldt antallet af turister således med henholdsvis 2,8 og 8,1 pct. for så at ligge næsten stille i 2010.
Det har ført til, at erhvervsturismen er faldet med 1,3 pct. siden år 2007, mens den i vores skandinaviske nabolande er steget med 2,8 pct. i den samme periode.
"Der var konjunkturnedgang i den nærre markeder, der hovedsageligt giver næring til vores turisme; Norge, Sverige, England, men også USA," siger Allen Agerholm.
Attraktivt segment
Det er ikke kun jakkesættet, der får erhvervsrejsende til at stikke ud fra de andre turisters sundhedssandaler og hawaii-skjorter, de mængde penge, som de lægger i Danmark er også ganske anderledes.
En "almindelig" turist bruger i gennemsnit 1.050 kroner pr. døgn, mens erhvervsfolkene ikke skeler så meget til tegnebogen, når de giver drikkepenge, lejer værelser eller køber aftensmad. Hele 1.760 kroner bruger en erhvervsturist pr. døgn i hovedstaden, og det gør dem til at meget attraktivt segment.
Og det er specielt de store konferencer, der kan trække dem til.
"Der kører en i øjeblikket i Bella Centret med 6000 deltagere. Og det er ikke kun overnatninger og restaurantbesøg, der er også familier, som lægger penge rundt omkring i systemet," siger Allan Agerholm, "Og så begynder vi at se grøn turisme, hvor store delegationer kommer for at se på det grønne København, fordi den har fået et ry for at sætte bæredygtigheden højt."
Brand er vigtigt
Selvom Region Hovedstaden kan glæde sig over den høje vækst, så må de stadig se med misundelse på naboerne rundt omkring i Skandinavien. Her er vækstraterne højere, og når Stockholm i år nåede 10 mio. erhvervsturister, så må København blankt erkende, at det først kan realiseres i år 2020.
Investeringer er fortsat vigtige, påpeger Vækstforum Hovedstaden, men lige så vigtigt er det, at København fortsat bliver brandet gennem store begivenheder.
"Det handler om gentagelser. Hver gang København bliver nævnt, for eksempel i forbindelse med cykelløb og håndbold, så giver det byen noget utroligt vigtig," siger Allan Agerholm.