DBU skriver søndag aften i en pressemeddelelse, at forhandlingerne mellem unionen og Spillerforeningen er brudt sammen. Ifølge DBU er årsagen, at Spillerforeningen vil have flere penge til landsholdene.

Konflikten mellem parterne omhandler den nye aftale, som DBU vil have spillerne til at skrive under på. På grund af dårlig økonomi ønsker unionen, at spillerne går 17 procent ned i løn.

Men søndag aften er forhandlingerne altså stødt på grund, og det chokerer kommunikationschef i DBU, Jakob Høyer.

»DBU mangler penge. Vi har sparet på en række områder, og vi står ikke i en situation, hvor vi kan bruge flere penge på landsholdene. Tværtimod er vi nødt til at gøre det billigere. Lige nu handler det om økonomi, men desværre står vi rigtig langt fra hinanden. Spillerforeningen er så langt fra nogen som helst realiteter. Det er som om, de ikke har forstået, at DBUs økonomi er toppresset,« siger Jakob Høyer til bt.dk.

Ifølge Jakob Høyer har DBU imødekommet spillerne på flere område, herunder indgåelse af en kollektiv aftale i stedet for de oprindeligt foreslåede individuelle aftaler, men forhandlingerne er altså alligevel brudt sammen.

DBU og Spillerforeningen forhandlede torsdag og var i løbende dialog fredag om at genoptage forhandlingerne søndag.

Men ifølge DBU mødte Spillerforeningen og direktør Mads Øland op med et krav om flere penge til landsholdene ved dagens forhandlinger, »hvilket er stik modsat det, som DBU ønsker«, siger Jakob Høyer.

Men nu, hvor forhandlingerne er brudt sammen, er der en stor fare for, at Danmark i de kommende testkampe onsdag 25. marts mod USA og 29. marts mod Frankrig må stille med et reservelandshold. I hvert fald skal Morten Olsen udtage et landshold tirsdag.

Assistentlandstræner Peter Bonde ønsker ikke at kommentere på forhandlingernes sammenbrud, og nyheden får hverken ham eller landstræner Morten Olsen til at ændre kurs.

»Det eneste, vi gør, er, som vi plejer. Vi kigger på de landsholdsspillere, som vi finder egnede til at udtage, og det er det, som vi koncentrerer os om,« siger Peter Bonde til bt.dk.

Spillerforeningen har også sendt en pressemeddelse ud søndag aften. Formand i Spillerforeningen, Thomas Lindrup, er ærgerlig over DBUs udmelding om, at forhandlingerne er brudt sammen og siger videre:

»Spillerforeningen er klar til at forhandle videre i morgen, som vi oprindeligt har aftalt, så vi kan finde permanente løsninger for Herre-A, Kvinde-A og U21- landsholdet. Det var sådan set også vores forventning efter, at vi på dagens møde havde fremsat nogle helt rimelige og afbalancerede tilbud om kollektive aftaler for de tre landshold, som DBUs forhandlere efter mødet skulle drøfte med deres bagland inden mødet i morgen.«

Spillerforeningen skriver, at den håber, DBU er indstillet på at mødes igen, så der kan findes en løsning.