Mistanken om, at en besætning svin fra Skjern-området er smittet med svinepest opretholdes fortsat, selv om de foreløbige prøver ikke tyder på, at der er udbrudt svinepest. Det oplyser Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse.

»Alligevel opretholder Fødevarestyrelsen mistanken, indtil de endelige prøveresultater foreligger i morgen fredag ud på eftermiddagen,« skriver styrelsen.

Mistanken opretholdes som sikkerhed for at forhindre spredning af en eventuel smitte, hvis de endelige prøveresultater viser sig at være positive.

Mistanken om svinepest blev vakt onsdag, da et svin blev fundet død på Danish Crowns slagteri i Herning. På den baggrund lukkede Fødevarestyrelsen slagteriet.

Svinepest er en smitsom husdyrsygdom, der kan ramme svin. Sygdommen kan dog ikke smitte mennesker.

Der opstår af og til mistanker om svinepest i Danmark og i andre lande, men i Danmark har der ikke været udbrud af klassisk svinepest siden 1933.

Tidligere på året lukkede Rusland grænserne for importen af svinekød fra blandt andet Danmark, efter at afrikansk svinepest havde bredt sig i EU.