FRANKFURT: Ford præsenterer nu den nye Courier i Danmark. Den mindste Transit i det brede Transit-program. Bygget på samme platform som Fiesta og B-Max – og med samme motorer: 1,5 og 1,6 liter diesel på henholdsvis 75 og 95 hk – og den prisbelønnede benzinmotor EcoBoost – med tre cylindre og 100 hk.
Berlingske har prøvet de nye minivarebiler, som har trillingerne Citroën Nemo, Peugeot Bipper og Fiat Fiorino som eneste direkte konkurrenter og har kørt fra Frankfurt og op i Taunus-bjergene via stribevis af mindre byer og Frankfurts trafik. Konklusionen er, at det er en fantastisk komfortabel bil med en høj grad af finish, som normalt ikke ses i så små varebiler.
Bilen kører helt entydigt med skarp styring og fornemt vejgreb under alle forhold. Bilen var lastet med et par hundrede kilo ballast, som den ikke havde problemer med at trække. Måske skulle vi et par gear ned på de stejleste stigninger i de tyske Taunus-bjerge – men ellers trak den sig op uden at miste pusten.
Bilen har i den dyreste udgave med Eco-Boost 1-liters benzinmotor med tre cylindre et drejningsmoment på 170 Nm mellem imponerende 1.400 og 4000 omdrejninger – og er mere støjsvag end benzinmotorerne.
Ford satser på, at bilen skal sælges med ti pct. benzinmotorer – på længere sigt vil over en fjerdedel være benzinmotorer.
EcoBoost er da også både hurtig og smidig – og taber ikke så hurtigt pusten som dieselmotorerne.
Den nye Connect EcoBoost klarer over 19 km/l, hvilket er fint for en benzinmotor. Dieselmotorerne klarer over 26 km/l.
Faktisk har Ford brugt Courier-navnet i USA siden 1952 til en varebilsudgave af en lokal sedan-model – men man skal jo holde fast ved sine brands.
Til Danmark i august
Den lille Courier ventes til Danmark i august måned. En bil, som i fronten er tro mod Fords DNA, som kendes fra bl.a. Fiesta og B-Max.
Bilen er meget velformet og byder også på fremragende komfort inden døre. Instrumentpanelet er som i Fiesta – og det er meget let at betjene bilen. Ford byder også på samme sikkerhedsdetaljer som i Fiestaen såsom esc (ESP) og dobbelt airbag.
Nævnes skal også mulighed for bakkamera integreret i bakspejlet. Der er mulighed for at oplade mobilen – men den sidder i en holder i instrumentbordet. I Danmark har bilen fast skillevæg.
Bestiller man sin Courier med anhængertræk, får man trailer-assist med i købet (Trailer Sway Control).
Bilen klarer en nyttelast på 660 kg i varerummet på 2,3 liter – ti pct. bedre end konkurrenterne ifølge Ford. I kabinen er der også en cm bedre plads over hovedet.
Der er Stop/Start-system på bilen, men ikke City-stop ved hurtig opbremsning, når bilen foran stopper brat, som det ellers kendes fra de fleste andre Ford-modeller.
I kabinen er der en holder til iPhone med lader – og mulighed for Ford SYNC, hvor der automatisk bliver ringet op til redningstjenester ved uheld.
Der er masser af aflæggeplads – bl.a. en centerkontrol med plads til A4-mapper, aflæggeplads på hylder over forruden, skuffer under sæderne og i handskerum.
Fra 92.500 kr.
Trailervægten er over 900 kg med bremser og 500 kg for dieselmodellerne – tyske fabrikstal. Danske tal kommer senere.
Bilen er testet af Ford over 1,6 millioner km – og hos kunder over 400.000 km, hvilket er strengere tests end Fords personbiler bliver udsat for.
Bagdørene åbner op mod 180 grader – åbningen ved sidedørene er 45 cm, og varerummet måler 1,6 x 1,2 meter. Nyttelasten er op mod 554 kg.
Bilen bygges ligesom sine større Transit-brødre i samarbejde med Otasan i Tyrkiet.
Billigste udgave med 1,5 dieselmotor med 75 hk koster fra 92.500 kr. plus moms. 1,6 diesel med 95 hk koster fra 98.500 kr. plus moms og benzinudgaven med Ecoboost teknik og 100 hk koster fra knap 102.000 kr. plus moms.