De fræser ned ad vejen. 60 kilometer i timen mindst. En tømmermandsramt journalist og en pinlig ædru fotograf, der af professionelle årsager holdt sig for god til at deltage i gårsdagens medarbejderfest, som bød på alt for meget øl, vin og spiritus. Jo, der er nogen, som tager ansvar, mens andre tager den på gefühlen.

Den røde audi bare kører derudaf og passerer flere hundrede af de tusinder af svedne cykelryttere, som deltager i dagens store cykelløb i det grønne, kuperede Nordsjællandske landskab. Den kvindelige fotograf fortæller opmuntrende bag rettet:

»Det er slet ikke det værste med tømmermænd, når man skal reportere. Så er alle dine sanser i orden. Sådan var det også, da jeg var ung i 90erne«.

Journalisten er dermed sat under pres, mens det smukke, smukke terræn med bakker, gamle gårde og søer med sejlskibe ryger ind og ud af bevidstheden. Det samme gælder rytterne. Store og små, tykke og tynde. Der er flest mænd, men også kvinder, piger og drenge, som endnu ikke har ramt puberteten. Berlingskes udsendte forsøger febrilsk at spotte cykelryttere, der kan fortælle, hvad moradset her går ud på.

Bingo. En varevogn med proviant til rytterne er placeret i vejkanten, og nogle tilskuere sidder solidt placeret på deres havestole. Brems for satan! Ud ad vognen, smøgen i kæften, hen og interviewe.

»Hvorfor holder du her?,« spørger en hæs stemme en midaldrende chauffør, som har sin vogn fyldt op med cola og chips og andet godt, han straks tilbyder den spørgende søndagssyge. Det viser sig, at Henrik Hågensen kører følgevogn for 30 ryttere mellem 25 og 60 år, der alle er ansat på Jonstrupvang Bebyggelsen, et bosted for spastikere, fortæller chaufføren.

»Vi er en selvejende institution, som forsøger at gøre alting anderledes. Vores motto er: Forvent det modsatte.«

Skal ske.

Den første rytter fra team Johnstrupvang nærmer sig følgevognen. En langhåret, slank gut angiveligt i 40erne.

»Gir du en smøg,« spørger han journalisten. Selvfølgelig gør han det.

De andre ryttere kommer dumpende ind og hyggesnakker langs landevejen. »Må man bøvse her i selskabet,« lyder det fra en af de kvindelige ryttere, mens colaerne ryger ned gennem systemet. En ældre herre i selskabet fortæller, at de nyder turen for at socialisere med hinanden.

»Og når vi er færdige, skal vi have frokost og et par bajere,« griner Johnny Holm på 63 år og med hans egne ord »fit for fight«. Han har nemlig trænet op til løbet. Siden 2001, hvor han gennemførte en ironman og kvittede smøgerne, har motion været en daglig nydelse.

De ser i hvert fald ud til at have det godt. Det gør tilskuerne også, som bor i nærheden og ligesom alle de andre år sidder ved vejkanten, hvorfra de spotter specialiteter som christiania-cykler og tandem.

»Vi er her også for at smide søndagen ud af kalenderen,« lyder det fra Henrik Fabricius.

Det skal Berlingskes udsendte så sandelig også. Videre. Ind i bilen. Derudaf.

»Hvor var det godt, vi mødte dem. Det er lige netop den folkelighed, Sjælsø Rundt handler om,« siger fotografen, som har dækket begivenheden for nogle år siden.

»Jeg har brug for en reparationsbajer,« brummer journalisten.

Den selvejende institution er bare et af utallige hold, som plejer at stille op til dagens cykelløb med tre ruter. Den seriøse på 132 km, hyggeruten på 50 kilometer og den børnevenlige på 28 kilometer.

Alt i alt er 8.561 cyklister fordelt på utallige hold, som typisk kommer fra virksomheder og foreninger - store såvel som små. Enkelte ryttere stiller også op for sig selv. Og man skal ikke tage fejl. For selv om Sjælsø Rundt med 43 års historie lige så meget handler om socialt samvær som at komme først i mål, tager de fleste dagen dybt seriøst.

Endnu et pitstop

Fotografen og journalisten nærmer sig endnu et pitstop, mens de ser rytterne drøne forbi skovhegn og lidt for dyre villaer i lidt for dyre cykler.

»Jeg tør slet ikke gætte på, for hvor mange kroner cykler, der er i dag,« siger fotografen.

For ikke at tale om værdien af det professionelle cykeltøj. De her mennesker er nogle, der vil frem. Det er tydeligt. Berlingskes udsendte standser ved Dansk Metal, som holder pause ved en mark.

Rytterne knapper en Tuborg op på halvvejen. Selvfølgelig gør de det i Dansk Metal, som stiller op med 15 mand på 50 kilometers ruten. Deres chauffør har parkeret varevognen med sandwich og alkoholiske forstærkninger til de svedne fagforeningsfolk, som står og smågriner på et græsareal.

»Det er herligt, at vi kan få lov at se hinanden i stramme cykelshorts,« siger 48-årige Jens Boe Andersen med et smil og peger på hans grønne retro-cykel, der i modsætning til alle andres ligner en bycykel. De andre driller ham og mener, den er grim. De må angiveligt have dårlig smag, for det er den eneste cykel, som kunne nå en kunstudstilling om cykler på Louisiana. Klassisk i sit look med en flot, grøn belægning.

20 minutter senere

Bilruden afslører to ryttere, som står og lapper cykel. Der går ikke mange sekunder, før endnu et interview finder sted.

»Lad være med at fotografere os. Vi er de uheldige,« griner 48-årige Leon Nielsen.

»Gamle røvhul,« driller 45-årige Dennis Bekker ham, som kalder cykelturen for en skovtur.

I løbet af fem minutter er de dog oppe på jernhestene igen.

Ved vejs ende

Målstregen nærmer sig ved Det Tekniske Universitet i Lyngby. Hvis ikke det var for tusindvis af cykeldragter, skulle man tro, der var kræmmermarked. Her er opstillede telte i massevis med fadøl, pølser, sandwich og CV Jørgensens stemme fra højttalerne:

»Mens du stirrende står her og ser endnu et dødt løb blive kørt med dig som blind passager,« lyder sangen. Han er ikke helt gal på den.

Den tømmermandsramte journalist møder sine diametrale modsætninger. To friske, udadvendte piger i form af Nicole Hansen og Sara Eisenhardt, som har cyklet 132 kilometer for Hjælperytterne, en velgørenhedsorganisation for gigtramte.

»Der var god hastighed på. Vi er helt smadrede,« fortæller pigerne, der kun så fire til fem kvinder på den lange rute, de klarede på 4,5 time. I går cyklede de lige 150 kilometer »bare for at varme op«!

»Du skal da med næste år, skal du ikke,« spørger Nicole Hansen opfordrende.

Nikke-nej, lyder svaret. Ikke at Berlingskes medarbejdere består af dovne hunde.

Avisens journalister er som altid repræsenteret med et hold på 50 kilometers ruten med Bjarne Riis i front, altså ikke den Bjarne, men navnet klinger.

På vej hjem i bilen går snakken.

»Er du i familie med journalist Morten Sabroe?,« spørger journalisten, som henviser til fotografen Liselottes efternavn.

»Et sted langt ude. Jeg har mødt ham til familiefester,« siger fotografen.

Jo, han vil så gerne være sit store forbillede Morten Sabroe. Skrive rejsejournalistik i jeg-form. Problemet er bare, at Sabroe skriver 30 gange så godt. Ak ja, livet er hårdt.

Nå ja, og så vandt Nils Eigil Bradtberg forresten løbet på hurtigste tid. Det gjorde han på tre timer, 24 minutter og 25 sekunder. Med en gennemsnitsfart på 38,75 kilometer i timen.

Ligesom sidste år, hvor han også vandt cykelløbene Ritter Classic og Aarhus-København. Gymnasielærer i psykologi og idræt. En maskine, der tonser derudaf.

Sjælsø Rundt er Danmarks ældste motionscykelløb. Løbet er en succesfuld folkelig event, der hvert år køres fra DTU i Lyngby. Sjælsø Rundt ejes af Veggerby Sport & Kultur v/ tidligere cykelrytter Jens Veggerby og Berlingske Tidende.