I den forgangne uge blev der smidt en sten gennem sognepræst Ulrich Vogels rude i Tingbjerg. I 2009 blev Ulrich Vogel terroriseret ud af sit embede. Han måtte opgive at bo i sin præstebolig og tog orlov på grund af trusler og chikane. Siden har han forholdt sig tavs om forholdene i Tingbjerg. Men i den forgangne uge sang præsten atter ud og beskrev Tingbjerg som et parallelsamfund, hvor indvandrerbander benytter mafialignende metoder til at dominere bydelen. Bang! Så gik der en brosten gennem vinduet i præsteværelset. Formentlig et varsel om, hvad der vil ske, hvis han fortsætter med at tale om det Tingbjerg, som vi åbenbart ikke må tale om.

Læs også: Ny chikane mod Tingbjerg-præst

For der verserer to vidt forskellige historier om Tingbjerg. En i dur og en i mol. Politiet synger lange glade sange om dalende kriminalitet i bydelen. Forleden faldt overborgmester Frank Jensen (S) ind på omkvædet med en længere kommentar (Berlingske 20. november), der gik i rette med sognepræstens »skræmmebilleder« og fremhævede alt det gode, der er sket i Tingbjerg. Frank Jensen gav sognepræsten følgende hilsen: »Det er selvfølgelig fuldstændig uacceptabelt, at præsten nu tilsyneladende har fået en brosten gennemvinduet til sit kontor, fordi han ytrer sig i den offentlige debat. Men det ændrer ikke ved, at vi bør have en debat, som bygger på fakta.«

Tankevækkende er det, at Frank Jensen herefter anerkender, at alt for mange af Tingbjergs beboere føler sig utrygge, nemlig 36 procent. Hvis vi holder fast i det faktum, hvordan kan overborgmesteren kalde det »et skræmmebillede«, når en præst offentligt taler om årsagen til de 36 procents utryghed? En præst, som i 2009 blev drevet ud af sin bolig og nu får sten gennem sit vindue, tegner han skræmmebilleder, eller fortæller han om den stenhårde virkelighed i Tingbjerg?

Læs også: »Jeg vil ikke tilbage. Aldrig i livet«

Dertil kommer, at Ulrich Vogel er præst i Tingbjerg. En brosten ind gennem vinduet er ikke kun et personligt angreb på Ulrich Vogel, men et angreb på en evangelisk-luthersk sognepræst i hans eget sogn. Chikane af stenkastning mod kirker, præstekontorer og præster i deres sogne kan sidestilles med stenkastning og chikane af eksempelvis retssale og dommere. For Ulrich Vogel blander sig ikke bare i debatten på lige fod med enhver anden. Han blander sig sin egenskab af sognepræst i Tingbjerg. Han udtaler sig ikke om de faktiske forhold i Hanstholms fiskeindustri, men om forholdene i det sogn, hvor han arbejder som præst. Det er foragt for embedsmand i funktion, når overborgmester Frank Jensen debatterer med Ulrich Vogel, som om sognepræsten bare var én blandt så mange andre i skræmmebillede-debatten om Tingbjerg. Som evangelisk-luthersk folkekirkepræst er det Ulrich Vogels pligt at forkynde om søndagen og varetage sine sognebørns interesser om mandagen. Det er hans embedspligt at fortælle offentligt, hvis han oplever, at folk i hans sogn er i fare. I stedet for at nedgøre sognepræsten, bør overborgmesteren tilse, at politiet sørger for, at sognepræsten nyder udstrakt beskyttelse.

For har man i Tingbjerg ikke en præst, som uafhængigt af alt og alle tør synge ud om bagsiden af Tingbjerg, hvem har Tingbjergs beboere så, der tør fortælle om deres utryghed?