Forældrenes formand
Som formand for foreningen Skole og Forældre, har Mette With Hagensen travlt fra morgen til aften med at give forældrene i folkeskolen en stemme, når der diskuteres skolepolitik på Christiansborg.
Som formand for foreningen Skole og Forældre, har Mette With Hagensen travlt fra morgen til aften med at give forældrene i folkeskolen en stemme, når der diskuteres skolepolitik på Christiansborg.
Konferencer, møder, interviews til radio, TV og aviser. Hvad enten det er det ene eller det andet, står Mette With Hagensen gerne tidligt op og går sent i seng for at give sin kommentar til en aktuel sag. Hun er efterhånden ekspert i at rigge sit »hjemmestudie« – bestående af en Skype-forbindelse – til, hvor det nu måtte passe i forhold til et live-interview. Men som hun siger, så fungerer det med familien:
»Der er balance i det. Jeg slukker mobilen hver weekend og i 14 dage hver sommer. I begyndelsen sagde jeg ja til alt, da det gjaldt om få skabt en platform for foreningen i medierne, men efterhånden tillader jeg mig at sige nej.«
For hun er blevet en efterspurgt kilde, der ofte er at se og høre i radio og TV for at give sit besyv med og med egne ord »forsøge at perspektivere« den evigt stående diskussion om folkeskolen. De seneste år har det mest handlet om den skolereform, der blev vedtaget i 2013. Om det er godt for børnenes trivsel og for læringen og om, hvordan man kunne gøre det anderledes.
I 2012, da Mette With var næstformand i foreningen, kunne man se, at »der ville ske noget stort«, og derfor blev det mere klart end nogensinde, at foreningen måtte målrette sin lobbyvirksomhed og være professionel i sin kommunikation for at give gennemslagskraft. Foreningen har eksisteret siden midt i 1930erne, som en vigtig del med lokale udvalg mellem skoler, forvaltning og kommuner, men dét med at forsøge at sætte sig bevidst på en national dagsorden, er først kommet de senere år. Hun har dog aldrig brugt penge på medietræning, men er i sin egenskab af underviser, og som uddannet i strategisk kommunikation, vant til at skulle viderebringe et budskab, der er til at forstå.
For udover sin solide erfaring med undervisning og projektledelse har hun en mangeårig fortid som ungdomsspejder og patruljefører i det vestjyske, hvilket hun stadig kan benytte erfaringer fra.
»Det er fantastiske minder. At få lov til at være hjælpeleder som 12-årig. Føle sig som en del af noget større og få sat noget i gang. Fællesskab – og i dag om en sag – er stadig noget, der driver mig.«
Og så er hun opdraget til, at hvad der ikke sker, »kan man lige så godt selv gøre«. Så hvad der begyndte med en post i børnehavens bestyrelse og en senere helt lavpraktisk udfordring om, hvordan skolevejen kunne blive mere sikker for hendes tre børn, endte med en plads i den lokale bestyrelse af Skole og Forældre, dernæst i hovedbestyrelsen og så næstformand i landsforeningen.
Hun har snøret løbeskoene de seneste år i erkendelse af, at hun sidder meget ned, taler meget og har mange ting, der skal klares foran en computer. I dag bliver det til 35-40 kilometer om ugen, og hvis hun ganske kort skal udpege, hvad der bliver hendes største projekt den kommende tid, forklarer hun:
»Det er at få folkeskolereformen implementeret, så den giver mening. At forstå indholdet og pege på det, der ikke fungerer.«