Karina Holm har aldrig lavet en bradepande med kage. Den slags, der er obligatorisk samvittighedstilbehør til klassearrangementer eller juleklip, og hvor drømmekagens kokosmasse er et resultat af usagte forventninger. Hun har nemlig aldrig haft tiden til det.

Ligesom at hendes mand Dennis ikke deltager i samtlige forældremøder. Ligesom at de på hverdage aldrig spiser aftensmad med 17-årige Esther og 15-årige Laurits klokken 18 – det sker et sted mellem kl. 20 og 21.30.

Ægteparret Holm driver hver deres Rema 1000 på Sjælland. De har altid levet et liv som selvstændige, mens børnene er vokset op. De er trætte af den i deres øjne ensporede debat om stressede børnefamilier. Vi har alle lige meget tid. 24 timer i døgnet. Hvis man vil lykkes med et godt ægteskab, glade børn og en karriere, kræver det benhårde prioriteringer. Skarpe valg, der skærer andet fra, og som ikke altid passer i andre menneskers skabelon over en perfekt »Familien Danmark«.

»Vi har selv igennem årene været jaget vildt af pædagoger og lærere, fordi de har haft en bestemt opfattelse af, hvad et godt familieliv er. Vi har valgt et liv med mange arbejdstimer på skæve tidspunkter. Folk har været forudindtagede i forhold til, hvordan man kan lykkes som familie. Konen skal helst være på 30 timer, og så kan manden køre lidt mere derudad. Der er konsensus om, at sådan skal det være,« siger Karina Holm.

Parret mødte hinanden for 23 år siden i en Netto, hvor han var butikschef, og hun var kunde. Siden har deres liv været i detailbranchen. Igennem årene har de fået hjælp fra bedsteforældre, som de helt bevidst er flyttet tættere på. Nu ser deres uge sådan ud: Mandag, tirsdag, torsdag og fredag arbejder de fra kl. 6 til kl 18. De står op klokken fem i hjemmet på Stevns og kommer hjem 19.30. Om onsdagen forsøger de at arbejde hjemme.

Et liv uden Facebook og fritidsinteresser

»Det mest konkrete er jo, at vi har valgt vores egen tid fra. Alle vores egoistiske behov, der kan gå på os selv som individer. Vi har ingen fritidsinteresser, vi er ikke på Facebook, vi har få venner og går ikke til herre- eller dameaftener. Man kan ikke få det hele. Jeg kan ikke køre på mountainbike to gange om ugen, og jeg kan heller ikke tage til øl­smag­ning en onsdag aften sammen med tre gutter. Til gengæld elsker vi vores arbejde. Vi er anderledes og ved det godt. Men vi fortryder ikke noget,« siger Dennis Holm.

Når tiden alligevel er der, gør de alting sammen. Enten Karina og Dennis sammen eller i selskab med børnene. Det er yderst sjældent, at de er alene hver for sig. Det er en af grundene til, at parret aldrig har følt sig som dårlige forældre. Det har altid været andre, der har påpeget, at ægteparret Holm måske fejlede i forældrerollen.

»Den værste gang var, da vores søn gik i børnehaveklasse. Vi bliver kaldt ind til et møde med både skolepsykolog, lærere og skoleinspektør, fordi skolen oplever, at vores søn er lidt indelukket. Under mødet snakker vi om, at han er stille. De siger også, at han har venner og er socialt udadvendt. Til sidst siger skoleinspektøren: »Hvad er det egentlig vi sidder her for?« Det var ikke rart. Jeg følte, vi blev læst forkert, og at de gik efter os og ikke drengen, der jo var velfungerende,« siger Dennis Holm.

Til trivselssamtaler i børnehaven er parret blevet spurgt, om de nu var nok sammen med deres børn. Pædagoger har fortalt dem, at et ordentligt familieliv ikke kan hænge sammen, hvis man arbejder meget. Hver gang har Karina Holm, der selv er uddannet skolelærer, svaret dem igen med de rette fagudtryk. I dag undrer hun sig over, hvorfor debatten om de pressede børnefamilier altid ender med at handle om, hvordan man er den helt rigtige mor. Og hvorfor det altid er den såkaldt økologiske speltmor, der har eneret til at pudse glorien – hende, der står klar med hjemmebagte småkager til jul og har tre retter sund mad klar til parmiddagen.

Oppe imod den politiske korrekthed

»Man skal være meget afklaret med, hvad man vil for ikke at lade sig påvirke af andres forventninger. Man skal også være noget kradsbørstig for at stå imod den politiske korrekthed, der kan være til et klassearrangement. Hvad er det, der er bedst? Den hjemmebagte kage eller kiks direkte fra pakken?«

Indimellem kan tanken godt ramme hende. Når Karina Holm efter en hektisk uge om fredagen henter sin 17-årige datter på handelsskolen for at køre hende til Rema 1000, hvor datteren også arbejder, støder hun på de andre familier – dem, der skubber en indkøbsvogn med weekenden lysende ud af øjnene. Dem, der i modsætning til hende selv ikke skal møde ind lørdag morgen klokken seks for at åbne butik.

»Jeg ser på dem og tænker: Gad vide hvordan vores liv ville se ud, hvis vi var ligesom de familier? Jeg tænker ind imellem også over, at vi har betalt en meget høj pris i forhold til vores børn. Til gengæld har vi haft en stor frihed og fleksibilitet, fordi vi har kunnet taget børnene med på arbejde,« siger Karina Holm:

»Vi har lært vores børn værdien af at gøre tingene ordentligt. Og hvad er det vigtigste, du kan gøre sammen med et barn? Er det at spille ludo? Eller tage dem med ned i butikken og sætte julenisser op? Hvem vægter, hvad der har højest værdi?«