Æggemadden pakkede hun sammen og gemte væk i tasken. End ikke klasseværelsets skraldespand ville være et sikkert nok skjulested for madpakkens sølle rest. Mor ville opdage, at hun ikke havde fået spist op, og helvedet ville bryde løs i det ellers pæne kristne hjem i Vestjylland.
Nej, niårige Nanna måtte skille sig af med den på hjemvejen. Gemme den ude i skoven eller i rockwoolen mellem pulterkammeret og taget. Ellers vidste hun, at kosteskaftet, støvsugerslangen eller mors flade hånd bød velkommen derhjemme.
»Det er fuldstændig grotesk, at man som niårig så systematisk var nødt til at gøre ting, for at sikre sig, at man ikke faldt i unåde,« siger Nanna.
Berlingske har den seneste uge beskrevet, hvordan relationen mellem voksne børn og deres forældre kan blive så svær, at hver femte voksne dansker helt eller delvist har vendt deres forældre ryggen eller overvejer at gøre det. Samtidig ønsker 26 procent et bedre forhold til deres forældre, end de har i dag, viser en TNS Gallup for Berlingske.
Hvorfor greb han ikke ind?
Selv om Nanna i dag er 43 år, har tre store børn, en mand og et godt job langt væk fra barndomshjemmet i Vestjylland, er forholdet til hendes mor stadigvæk meget påvirket af fortiden. Frygten har ikke fortaget sig. Barndommen, hvor hun og hendes to brødre udviklede så stærke instinkter, at de præcis kunne fornemme, lugte eller høre, hvornår en dag blev god eller dårlig, har fulgt hende langt ind i voksenlivet.
Svære minder, der siden har gjort det svært at være omsorgsfuld, give plads og dele livet med andre. To uger efter, hun blev student, pakkede hun kufferten og flyttede til København. Her fik hun gennem flere års terapi stykket sin egen fortælling sammen. Det fik samtidig en vrede mod hendes far til at vokse, for hvorfor greb han ikke ind, når han kunne se, hvordan moren behandlede hende og hendes brødre?
Frustrationen fylder stadigvæk Nanna. Faren kunne jo se, at Nanna havde fået tæsk, når han kom hjem fra en lang dag på arbejdet. Hun havde fysiske mærker efter morens vold, og en enkelt gang forsøgte han endda at undskylde på hendes vegne:
»Hun kan ikke gøre for det. Hun har det dårligt for tiden.«
Han havde muligheden for at stoppe det, køre moren til lægen eller selv gå ned i tid på arbejdet og være mere hjemme. Hvorfor lod han det så ske? Det begriber Nanna ikke. I flere år tog hun tilløb til at spørge sin far, aflevere barndommens tunge bagage hos ham. Men hun nåede det aldrig. På en gåtur for to år siden faldt han pludselig om og døde. 70 år gammel. Stadig i arbejde og med en planlagt rejse forude. Dødsfaldet kom helt uventet, og selv om Nanna straks fik samlet familien på Sjælland og kørte mod Jylland, nåede hun ikke at få sagt de sidste ord.
»Jeg fik ikke engang muligheden for at sidde ved hans seng og hviske et eller andet. Det ville have gjort det nemmere. Selv om han så måske havde været bevidstløs, ville jeg have muligheden for at placere spørgsmålet hos ham. Komme af med det.«
Fra helt til skyldig
I mange år var faren hendes største helt. Ham der trods alt reddede hendes barndom. Den milde person, der puttede hende, når han kom hjem efter en lang dag på arbejdet. Men da Nanna blev ældre, ændrede glansbilledet sig. Efterhånden så hun ham mere som den person, der havde set passivt til morens gentagne fysiske overgreb i stedet for at sætte en stopper for dem.
Nanna overvejede flere gange i sit voksne liv, hvad hun ville få ud af at droppe kontakten til sin forældre helt.
»Jeg stillede mig selv spørgsmålene: Er min mor til fare for mig nu? Nej, jeg er etableret i et voksenliv. Ville det gavne mine forældre, at de ikke så mig og min børn? Nej. Kunne jeg straffe dem? Ja. Men tror jeg selv, det er måden, hvorpå nye ting udvikler sig? Det tror jeg ikke,« fortæller hun.
Derfor brød hun aldrig kontakten. Så meget desto mere var det også nødvendigt for hende at få afleveret budskabet til sin far.
»Jeg ville gerne have sagt til ham, at jeg godt var klar over, at han havde gjort sit bedste, men at det i perioder bare ikke var godt nok. Han skyldte os på en eller anden måde at sige – ikke undskyld – men at han erkendte, at vi havde haft en hård barndom,« mener hun.
En erkendelse, der var fuldstændigt fraværende. Når forældrene for eksempel hørte om andre tilfælde, hvor en datter havde droppet kontakten til sine forældre på grund af noget, der var sket i barndommen, kunne Nannas forældre finde på at sige: »Tænk, at man kan vælge det!«
»Hvor jeg bare har tænkt: Hvad mener I? Det er det, vi børn – alle tre – har tænkt. At vi burde lægge jer på is og lade jer mærke, hvordan det er som barn at føle sig uelsket. Tænk, slet ikke at ville erkende, at ens egne børn faktisk følte sig uelsket,« siger hun.
Nanna havde brug for den erkendelse fra sin far, så hun på dårlige dage ikke længere behøvede at overveje, om det var hende, der ikke havde opført sig ordentligt dengang. Men samtidig ønskede hun også en forklaring. At han sagde: »Det er rigtigt, og jeg vil egentlig også gerne fortælle dig, hvorfor jeg gjorde, som jeg gjorde«.
»Det ville give mig en følelse af, at være blevet voksen i min relation til mine forældre. At jeg har fået sagt fra. Fået fortalt at det ikke er okay at slå sine børn, og at det har kostet både mig og mine brødre meget på det personlige plan i voksenlivet,« siger hun.
Selv om hun ærgrer sig over, at hun aldrig fik taget den vigtige snak med faren, har hun ikke mod på at konfrontere moren med de dårlige minder.
»Det tør jeg simpelthen ikke. Selv om jeg godt ved, at man ikke slår en kvinde i 40erne, så kan jeg stadigvæk godt være bange for min mor. Man prøver at sige til sig selv, at hun ikke kan gøre mig noget, men sådan fungerer det bare ikke, når man er vokset op i så ulige et forhold. Over for hende er jeg stadigvæk lille og umyndiggjort,« siger Nanna.
Derfor holder hun kontakten til sin mor, opfører sig ordentligt og hjælper, som hun kan komme til det, når familien samles ved højtiderne. I forhold til hendes far var det tiden og ikke modet, der kom i vejen for forløsningen.
»Det har gjort noget ved mig, at jeg ikke fik sagt farvel, som jeg burde. Så hvis man føler sig i sikkerhed til at sige det, skal man få det sagt.«
Da »Nanna« ikke har konfronteret sin mor, fordi hun frygter hendes reaktion, ønsker hun ikke at stå frem med navn og billede. Berlingske kender »Nannas« rigtige navn.
Deltag i debatten: Hvad fik du ikke fortalt inden det var for sent?