Tilbage i juni 2015 tog Cecilia Lonning-Skovgaard (V) kontakt til rådhuset i Københavns Kommune.
Hun var nysgerrig efter at vide, hvor mange penge kommunen egentlig brugte i Tingbjerg hvert eneste år, hvis samtlige tiltag og sociale ydelser blev talt med. Lige fra kontanthjælp til tosprogsmidler og ekstra belysning på områdets stier efter mørkets frembrud.
Hun fik intet svar:
»I stedet fik jeg at vide, at mit spørgsmål ville overskride rammerne for et politikerspørgsmål, hvis de enkelte forvaltninger skulle i gang med at svare på det. Rådhuset ved simpelthen ikke, hvor mange penge vi samlet poster i Tingbjerg. Til gengæld kan man regne ud, at det må være rigtig, rigtig mange,« siger Cecilia Lonning-Skovgaard.
Den 41-årige spidskandidat for Venstre i København har valgt at møde Berlingske i Tingbjerg, fordi området taler ind i hendes vigtigste vision for København i fremtiden.
»For mig står Tingbjerg som et kollektivt svigt og noget af det, vi ikke er lykkedes med, hvis København skal være en by med vækst og fremgang for samtlige borgere. Her har vi en bydel, som ikke kun er helt isoleret geografisk, men desværre også ligger helt i bund, hvad enten vi taler afgangskarakterer, frafald på ungdomsuddannelser eller erhvervsfrekvens. Det er forfærdeligt trist at se på,« siger Cecilia Lonning-Skovgaard.
Hun synes, at det er »hjerteskærende«, at der er en lomme i byen, som ikke er kommet med på den bølge af succes, København ellers rider på. I stedet mener hun, at Tingbjerg er blevet hægtet af resten af byen, fordi kommunen har opgivet at stille krav til beboerne i det socialt belastede område.
»Jeg tror, at tilgangen er for blød, og i en misforstået blødsødenhed beskytter man de her mennesker. Man bekræfter dem i, at det da også er et svært sprog, og at her da også er mange kulturelle barrierer i stedet for at stille flere krav,« siger Cecilia Lonning-Skovgaard.
Artiklen fortsætter under billedet
Konkret oplevede hun selv det, hun kalder kommunal berøringsangst, da en forvaltning pludselig kom med en indstilling om, at kvinderne i Tingbjerg skulle have lov til at modtage danskundervisning i Tingbjerg, selv om al kommunens sprogundervisning normalt er placeret i nordvestkvarteret.
»Så sidder der altså forvaltningsdirektører og siger, at kvinderne synes, at det er hyggeligere at være i Tingbjerg, for så kan de også have deres børn med. Det viser virkelig noget om den tilgang, man har til Tingbjerg, og jeg synes, at det er meget tankevækkende. Helt ærligt – de børn skal da i vuggestue eller børnehave og ikke løbe og lege, mens mødrene lærer dansk,« siger Cecilia Lonning-Skovgaard og fortæller, at forslaget »heldigvis« blev stemt ned.
Hun mener i stedet, at det er rimeligt at forvente, at alle i Tingbjerg på lige fod med resten af København kan tage et job. For ifølge Lonning-Skovgaard er det ikke værdigt, at kommunen nedjusterer forventningerne, så snart det kommer til en bestemt borgergruppe.
»I dag er det som om, at så snart etniske kvinder fylder 50, så godtager vi som kommune, at de ikke længere kan søge eller have et job, og det er jo langtfra tilfældet. Jeg tror på, at der er noget basal værdighed i at signalere til et andet menneske, at man tror på dets værdi og evne til at finde og passe et job, uden at Jørgen fra kommunen skal være den, som banker på hos en virksomhed,« siger Cecilia Lonning-Skovgaard.
Artiklen fortsætter under billedet
Det er især med børnene i Tingbjerg for øje, at Cecilia Lonning-Skovgaard mener, at det er nødvendigt at skifte tilgang til områdets beboere og forvente mere i et hurtigere tempo:
»Vi gør folk en bjørnetjeneste, når målet efter seks måneder i dag er, at man er blevet bedre til hverdagsmestring eller har været i snusepraktik. I stedet skal målet være, at man er kommet i job. Ikke mindst, fordi vi ellers i næste instans gør børnene en bjørnetjeneste. De skal se far og mor stå op og tage på arbejde for selv at have noget at stræbe mod,« siger hun.
Adspurgt, om Cecilia Lonning-Skovgaard også har sit fokus på Tingbjerg, fordi hun er i gang med at positionere sig til posten som beskæftigelses- og integrationsborgmester, smiler hun:
»Jeg synes i hvert fald, at det er et rigtigt spændende område. Hvis vi kan stå om fire år og sige, at man har løst Københavns mangel på både ufaglært og faglært arbejdskraft, fordi erhvervsfrekvensen blandt indvandrere og efterkommere er øget markant, vil det være en kæmpesucces for mig,« siger Cecilia Lonning Skovgaard.
Kan din forvaltning også levere et svar, hvis der fire år fra nu er et medlem af Borgerrepræsentationen, som vil vide, hvor mange penge der bliver brugt i Tingbjerg?
»Det vil den kunne. Helt bestemt.«