Personaleflugt, manglende evne til at rekruttere og problemer med at fastholde ressourcepersoner. Kært barn har mange navne, men det hele kan koges ned til en helt unik mangel på forudseenhed.

Fra at være koldkrigsorienteret, hvor det store fjendebillede stod lysende klart mod øst, og langt hovedparten af opgaverne lå i forsvaret af det hjemlige territorium, er kampen rykket længere væk. På den fysiske side startede den ny æra med udsendelserne i Bosnien og er senest endt i det sydlige Afghanistan, hvor vi dagligt er i kamp.

På den hjemlige front er den asymmetriske krig rykket helt ind på livet af forsvaret og består af en så ubehagelig størrelse som en næsten ikke eksisterende arbejdsløshed og solid økonomisk vækst. I en organisation, hvor arbejdsgangene er mildest talt træge, er det en fjende, der virker langt mere skræmmende end Taleban.

Men udsendelserne, det store træk, på specielt hæren og dens personel er ikke kommet fra den ene dag til den anden. Det har været en lang proces, i hvilken man har formået at holde vejret og håbet på, at problemet forsvandt igen. Resultatet er nu, at man sidder tilbage, gasblå i hovedet, og må indse, at problemerne bare er vokset.

Allerede i midten af 90erne, hvor det store træk på hæren startede med relativt tunge udsendelser til Bosnien, burde man have gennemført en konsekvensanalyse, der skulle have ledt til en række tiltag for at forhindre den situation, vi står i nu, 12-15 år senere.

Reserveofficererne, en personelkategori jeg selv er en del af, fik fjernet deres grundlag i forbindelse med omlægningen af forsvaret nogle år tilbage. Jeg kan kun tilskrive det som værende manglende evne til at tænke ud af boksen, at man har forfejlet muligheden for at konvertere den store uudnyttede ressource til et brugbart led i forsvarets mange udsendelses- og uddannelsesmæssige opgaver. Forsvarets Personeltjeneste (FPT) har passivt set til, at mange tjenesteinteresserede reserveofficerer efterhånden har afleveret de sidste grønne stumper på depoterne og opgivet enhver form for tilknytning til forsvaret. I mit eget reserveofficers-netværk er der utallige eksempler på, hvor tilfældig sagsbehandlingen i FPT har været, og ikke mindst er.

I ganske mange tilfælde kan man ringe, skrive og maile til tjenesten uden at få et svar eller med lidt held få fat i en telefonsvarer. Skulle man få fornøjelsen af at komme til at tale med en person – for »rette vedkommende« får man stort set aldrig fat på – er der en vis sandsynlighed for, at man skal igennem processen med at rekonstruere ens egne papirer, da de enten er gemt i en container eller bare forsvundet. De mange sagsmapper på reservepersonellet har i en rum tid henslæbt tilværelsen i en container og er efterhånden så gamle, at det ikke er nok at sætte en arkivar til arbejdet med at genskabe mapperne, der skal en historiker til.

Skulle det usandsynlige ske, at man har held til at få tilsendt det ønskede, er der ganske stor sikkerhed for, at det er forkert. Jeg kan ikke erindre, at jeg har fået tilsendt en førsteudgave af en kontrakt eller lignende, der ikke har været behæftet med større eller mindre fejl, siden Forsvarets Personeltjeneste blev oprettet. Fuld dokumentation haves naturligvis, og skulle det blive aktuelt, kan der naturligvis fremskaffes en mindre lastvogn belæsset med dokumenter fra andre ligestillede.

Selvom det i visse kredse vil blive betragtet som højforræderi, er det min klare overbevisning, at en af de mest vitale uddannelsesressourcer, befalingsmændene, er dem vi mindst kan undvære henset til et stigende behov for professionel uddannelse. Erfarne befalingsmænd med solid udsendelseserfaring, uvurderlig uddannelseserfaring og evnen til at videreformidle dette er en af hjørnestenene i vores uddannelse. Den erfaring, der gennem talrige udsendelser er opbygget, kan ikke genskabes på en skole, men udelukkende fastholdes ved at holde på det personel, der rent faktisk besidder den.

Nogle vil måske hævde, at der er iværksat en række tiltag, som frugtordning, ekstra reservedele til mekanikerne og andre velmente initiativer. Det kommer bare for sent, er for lidt og virker som et desperat forsøg på at lave brandslukning.

Forsvaret kan ikke konkurrere på lønnen og får desuden svært ved at matche de mange muligheder, det civile arbejdsmarked kan opbyde, da man er underlagt de statslige rammer. Derimod kan forsvaret i langt højere grad end nogen anden virksomhed udnytte den unikke korpsånd, der burde gennemsyre alle grene af forsvaret.

Enhederne, der udsendes, gennemgår en intensiv samlet uddannelse inden udsendelse og opnår i løbet af de seks måneders udsendelse at få en solid erfaring. Ved hjemkomsten ser man derimod, at velfungerende enheder opsplittes, og den dyrt indhentede erfaring fordamper som dug for solen. Enhederne bør fremadrettet i langt højere grad forblive intakte for at holde på den viden og erfaring, som ikke kun kan bibringes ad skolevejen. Ved at holde enhederne samlet opnår man at skabe den efterlyste korpsånd, have mulighed for at indsluse nye ansigter, der vil opleve at blive en del af en velfungerende gruppe i stedet for et nummer i et system af tilfældigt sammensatte personer. Hellere færre enheder, men fuldt besatte, end mange enheder, hvor man må midlertidigt besætte posterne med udefrakommende. Hvis der med den løsning skulle opstå problemer med løsning af internationale opgaver, ville det være relativt nemt at viderebringe til politisk niveau. Det er misforstået loyalitet at sige javel til opgaver, vi kun kan løse ved konsekvent at lappe huller. I samme åndedrag ville en sammenlægning af de tre værn være ønskelig for at øge den operative effektivitet og ikke mindst tilsikre en bedre evne til samvirke. Som virkeligheden er i dag, befinder alle tre værn sig i separate osteklokker og kæmper ud fra hver deres forudsætning et meningsløst slagsmål om midlerne, til skade for helhedsløsningen.

Antallet af udsendelser blandt forsvarets personel skal fordeles mere ligeligt, end tilfældet er nu. Her taler jeg ikke om den skæve fordeling af udsendelserne mellem hæren, søværnet og flyvevåbnet, men derimod om den interne udsendelsesfrekvens internt i hærens personel. Nogle, ingen nævnt, ingen glemt, har formået at holde sig uden for skudafstand, når der skulle udpeges personel til international tjeneste. Ikke dermed sagt at vi skal underlægges et millimeterdemokrati, men en bedre fordeling af opgaverne ville gavne motivationen. Skulle evnerne eller viljen ikke række til at udligne skævhederne, bør man i langt højere grad, end tilfældet er nu, belønne de hyppigt udsendte.

En række tiltag kunne være:

• Ændring af lønstrukturen, så den afspejler uddannelser, udsendelser og kvalifikationer.

• Tid til sagsbehandling af hver enkelt kriger, så det fornemmes, at der bliver lyttet til tjenesteønsker. »Den fysiske afstand fra et klap på skulderen til et spark i røven er lille, men forskellen på følelsen enorm«.

• Øget mulighed for specialisering i stedet for generalisering, så vi får kompetente soldater i stedet for nogle, der ved lidt om alt.

• Materiel i uddannelsen, der svarer til det, man bliver mødt med i international tjeneste.

• Tid og ressourcer til uddannelse, så vi med god samvittighed kan melde hus forbi, når tab afstedkommer kritik af uddannelsesniveauet.

• Fokus på eksisterende ressourcer som eksempelvis reservepersonellet.

• Fastholdelse af nogle af de gamle dyder, der var med til at skabe en korpsånd og stolthed ved hver morgen at stille til tjeneste.

• Reduktion i den enorme administrative byrde.

Der skal tænkes ud af boksen, en evne forsvaret traditionelt set har haft urimeligt svært ved.

Forsvarets støttestruktur har åbenlyst misforstået deres opgave, der udelukkende bør være støtte til de operative enheder. Soldaten, der står foran udsendelse, skal ikke overbebyrdes med administrative opgaver, der kvæler tiden til uddannelse og føring. I en endeløs række af sager har diverse tjenester bevidst eller ubevidst direkte modarbejdet de enheder, der har stået foran udsendelse eller været under uddannelse under hjemlige himmelstrøg.

I den forbindelse kunne det måske være en ide at søge tilbage til vikingetiden og få lidt inspiration til udvælgelsen af deres hærførere, hvor man fra togt til togt udvalgte den bedste egnede. I det nutidige forsvar kunne det relativt enkelt omformes til en løsning, hvor samtlige generaler blev valgt af soldaterne i et givent tidsrum. Det ville betyde, at man fik placeret soldater i kontorstolene frem for politiserede bureaukrater, der ved et tilfælde er havnet i en uniform.