Allerede på kajen i Oslo var stemningen høj. Den Norske Homofonien av 1990 underholdt, drags trak op som en anden pigegarde, og inden ombordstigning fik alle udleveret en velkomstgave: Fem kondomer, to poser glidecreme og et kort over København.

1.200 norske bøsser havde løst billet til Oslobåden. De skulle til pride i den danske hovedstad. Ligesom en gruppe hollandske og svenske lesbiske motorcyklister, tyske hardcorebøsser og tusindvis af andre fra nær og fjern.

Det var i 1996, det første år, der var pride i København. Omkring 20.000 bøsser, lesbiske, bi- og transeksuelle kom til byen for at deltage i arrangementet, som det internationale foretagende Europride dengang stod bag, og som tidligere havde været afholdt i London, Berlin og Amsterdam. Nu var det kommet til Danmark som et led i Kulturby 96-programmet.

Det var i udgangspunktet en engangs-event, men sådan gik det som bekendt ikke.

»Der var en kæmpe tilslutning, og folk syntes, det var så god en ide, at man ikke havde lyst til at slippe det igen,« fortæller Lars Henriksen, der er Copenhagen Prides nuværende formand.

Hvert år siden har danske arrangører taget initiativ til en pride i København; en festival over flere dage med en lang række aktiviteter, der sætter fokus på LGBTerne, som lesbiske, bøsser, bi- og transseksuelle tilsammen kaldes. De første år under navnet Mermaid Pride, indtil man i 2005 skiftede til det nuværende Copenhagen Pride. Hver gang med en stor parade gennem byen som det naturlige klimaks.

»Som LGBTer står man normalt i den situation at være den eneste; den eneste på arbejdspladsen, den eneste i familien, den eneste i alle mulige sammenhænge. Men for en gangs skyld er alle andre omkring en pludselig som en selv. Det er en helt fantastisk fornemmelse,« som Lars Henriksen siger om det, priden kan.

»Pride oversættes tit til stolthed, men det er egentlig lidt forkert, for det handler om selvfølelse og selvværd, om at stå sammen og gå i flok.«

Den første pride var nær aldrig blevet til noget. Ingen banker ville stille garanti, og sponsorerne stod heller ikke i kø. De frygtede for renommeet ved at blive forbundet med bøsser og lesbiske.

En gruppe truckere, som uforvarende var kommet med på Oslobåden, der var omdannet til et homo-cruise på vej mod priden, var mildest talt også skeptiske, fremgår det af Søren Franks reportage til Berlingske:

»»Vi troede først, at det var en joke, da vi fik det at vide,« siger Helmuth og Bo. Det er to timer siden, at Oslobåden forlod den norske havn, og nu sidder de fire hærdebrede truckere ved et bord på Admirals Pub på Crown of Scandinavias ottende dæk. »Endnu er der ikke nogen af dem, som har generet os, men de skal fandme heller ikke prøve på det,« siger Helmuth.«

En garanti på 100.000 kr fra Københavns Kommune og en million kroner fra Kulturby 96 sikrede dog den første pride.

Pengene har løbende været et problem siden. Priden er flere gange gået i betalingsstandsning, men er hver gang blevet reddet i sidste sekund.

Renomméet har til gengæld ændret sig meget. Allerede få år efter den første pride, begyndte omverdenen at få øje på potentialet i festivalen og deltagerne.

»København springer nu ud af skabet og går målrettet efter bøsser og lesbiske,« skrev Politiken i 2000 i en artikel om, at homoseksuelle var en af fire grupper, som turistorganisationen Wonderful Copenhagen fremover ville rette reklameskytset mod.

»Det er en målgruppe, der passer godt til København, og som kan få stor kommerciel betydning for byen,« som marketingschef i i Wonderful Copenhagen, Charlotte Jensen, sagde.

Organisationens beslutning om at satse på homoseksuelle byggede på undersøgelser fra USA og Sverige, der viste, at bøsser rejser tre gange så meget som gennemsnitsbefolkningen og godt kan lide storbyferier.

At der er penge at hente i det købestærke homoseksuelle miljø har også erhvervslivet efterhånden luret. I forbindelse med priden i 2001 lancerede kameraproducenten Polaroid et kamera specielt designet til bøsser og lesbiske. GayCam som det hed, blev solgt på særlige udsalgssteder, og overskuddet af salget gik til priden.

»Det har en helt speciel finish og skifter farve efter, hvordan man vender det. Det vil appellere til mennesker, der tør prøve noget nyt,« sagde firmaets marketingschef Michael Vegh til Jyllands-Posten.

Senere begyndte også brands som Moët et Chandon, Tuborg, Puma og KLM at annoncere heftigt i livsstilsmagasiner målrettet homoseksuelle i forbindelse med priden. I omegnen af 200.000 kr. fik arrangørerne bag priden i 2005 ind fra annoncer og sponsorater. Et stort fremskridt i forhold til tidligere.

Året efter opstod også Danmarks første homoseksuelle rejsebureau. Pink Viking Adventure skulle lokke udenlandske homoseksuelle til Copenhagen Pride og lignende arrangementer i Norden.

Tilbage til 2001, der endte som et mørkt år i den regnbuefarvede fests historie. Priden gik det år fra Borgmestervangen på Nørrebro til Rådhuspladsen, men allerede inden optoget var kommet i gang, begyndte sten og kasteskyts at regne ned over deltagerne. En gruppe indvandrerdrenge stod bag angrebet, som sendte to deltagere på Rigshospitalet.

»Det var chokerende. Men det skal ikke ødelægge glæden for os,« udtalte Klaus Bondam, der på det tidspunkt var formand for priden.

»Det viser, at blandt andre skolelærere har en opgave, der går ud på at fortælle indvandrerne, at sådan spiller klaveret altså ikke i Danmark.«

Efterfølgende opstod der også debat om politiets indsats. I en artikel i Ekstra Bladet med overskriften »Politiet overhørte bøssers alarm« fremgik det, at der måtte ringes efter hjælp tre gange, inden Københavns Politi rykkede ud.

De følgende år mødte politiet talstærkt op til priden.

I 2003 kom truslen ikke udefra, men fra pridens egne. En gruppe lesbiske graffiti-aktivister fra grupperingen »Skam« blev anholdt for omfattende hærværk på Dronning Louises Bro og Nørrebrogade. Her havde de spraymalet budskaber som »fuck danish pride« og »homoer mod nationalisme« i protest mod det, de ifølge avisen Information betegnede som paradens »selvundertrykkende trang til at erstatte homokamp med, i bedste fald, ligegyldig folkefest.« En stik modsat kritik kom i forbindelse med sidste års pride. En gruppe homoseksuelle kritiserede i et debatindlæg, at priden bekræfter fordomme i stedet for at nedbryde dem:

»LGBT Danmark kæmper for at gøre homoseksualitet til noget særligt; vi kæmper en stille kamp for at vise samfundet, at det er en hel almindelig variation ligesom hår- eller øjenfarve. Når vi kritiserer, at LGBT arrangerer Prides, der bekræfter samtlige flamboyante homo-stereotyper, bliver vi fordømt som intolerante.«

En anden, der følte sig fordømt ved sidste års pride, var modekommentatoren Jim Lyngvild. Igennem fire år havde han været vært for Copenhagen Pride, men det stoppede brat, da han i et interview i Ekstra Bladet kom for skade at sige, at det kun er »små bøssekarle,« der piver, når de bliver tatoveret. Han blev prompte sat fra bestillingen med følgende begrundelse:

»I forlængelse af Jim Lyngvilds udtalelser er det vores pligt at tydeliggøre, at der i vores optik ikke er nogen rigtig eller forkert måde at være mand, kvinde, bøsse, lesbisk eller transkønnet på. Rygraden i Copenhagen Prides virke er inklusion og mangfoldighed.«

Sidste år nåede priden op på samme tilslutning, som da den første gang fandt sted i København. 20.000 deltagere og i alt op imod 150.000 tilskuere. Og det uden det internationale maskineri, som den første Europride havde i ryggen.

Formanden for Copenhagen Pride regner med, at der kommer lige så mange i år.

»Det er et signal for os om, at det er en festival, som rækker langt ud over LGBT-miljøet. Det er en festival, som københavnerne har taget til sig og slutter op om og ser som deres.«

Men helt uden modstand kommer det nu nok heller ikke til at blive denne gang. Det queer-feministiske netværk KaPow Collective har på forhånd annonceret, at de vil lave en »sort-lilla« blok som en del af den officielle parade. De kæmper indædt mod kapitalisme, fascisme og transfobi. Men efter planen er våbnet harmløst: Fest under en sort-lilla fane.