Axel Towers mod den blå sommerhimmel, Industriens Hus med sine trappeformede terrasser, Hovedbanegårdens enorme tag samt Tivolis trækroner og farverige forlystelser. Udsigten fra Nimb Roof fejler bestemt ikke noget.
Det københavnske luksushotel har denne sommer udvidet med en eksklusiv tagterrasse, der byder på både pool, bar og loungeområde. Her kan man omgivet af grønne planter og mørke møbler i klassisk Nimb-stil solbade til et soundtrack af rådhusklokker, musik fra Pantomimeteatret og glade hvin fra Himmelskibet, mens trafikstøjen fra Bernstorffsgade kun summer svagt i ørerne. Det er nærmest ikke muligt at befinde sig mere centralt i København, og alligevel er stedet den perfekte oase, når man trænger til at trække sig lidt tilbage, men stadig vil mærke suset fra storbyen.
