De borgerlige danske partier lod Dansk Folkeparti tage værdikampen til gidsel. Den kom til at handle for meget om indvandring og islam og for lidt om økonomi, stat og skat, og det forhindrede Venstre og Konservative i at tage skridtet fra debat til en reformering af velfærdssamfundet. Det er en af konklusionerne fra den svenske docent i statskundskab – og borgerlig debattør også her i avisen – Ann-Sofie Dahl. Hun er nu aktuel i Sverige med bogen Matadorlandet – om det borgerlige Danmark.

»Den borgerlige værdikamp med kulturkanon og hele den borgerlige debat var vigtig, men senere kom indvandringsspørgsmålet til at fylde alt for meget – og det har taget kraften og opmærksomheden fra den borgerlige politik. Det kom til at handle for meget om ’de andre’ og for lidt om danskerne,« siger Ann-Sofie Dahl.

»Efter at have boet her og studeret landet, mener jeg, at Danmark er mere borgerligt, end man skulle tro. Danmark har haft borgerlige regeringer tyve af de sidste 30 år. Hvorfor? Og hvor meget borgerlig politik er det egentlig blevet til? Det er de spørgsmål, jeg stiller i bogen.¨

Ann-Sofie Dahl peger på, at det er, fordi Danmark er et landbrugsland og danskerne et handelsfolk, at vi har et stærkt og mere rodfæstet sæt af borgerlige værdier. Og bl.a. sammen med det princip at statsministeren altid kan udskrive valg, når det er mest fordelagtig for et genvalg, har Danmark haft så mange år med borgerlige regeringer. Det interessante er så hendes andet spørgsmål – hvor meget borgerlig politik er det så blevet til?

»Når man ser på de sidste ti år med en borgerlig- liberal regering, så har Danmark stadig den højeste skat i verden og en gigantisk offentlig sektor. Og der findes antiliberale træk – skatten på biler, lukkeloven og visse dele af udlændinge- og indvandringspolitikken – det er staten som skal bestemme, hvordan folk skal leve deres liv. På den måde er det danske folk mere borgerligt end sine borgerlige regeringer.«

Men hvis der er så stærk en borgerlighed, hvorfor er det så ikke slået igennem politisk?

De borgerlige partier skal finde nogle politikere, der tør tænke på andet end meningsmålinger – vi skal have en anti-Fogh. Søren Pind er en af dem.
Mikael Jalving

Så er din analyse, at borgerligheden i virkeligheden er i krise, fordi den ikke er i stand til at omsætte sig til politiske resultater?

»Man kan i hvert fald sige, at den borgerlige regering og borgerlige partier ikke reflekterer den borgerlighed, der ligger i befolkningen – der findes en kløft mellem de borgerlige partier og borgerligheden. Og det genfinder vi i den borgerlige kritik, der har været af den borgerlige regering i de sidste ti år – lige fra Søren Pinds ti teser til Liberal Alliance.«

Anti-Fogh

Berlingske konfronterer professor Peter Kurrild-Klitgaard og den borgerlige kommentator, Mikael Jalving, der tidligere i år kom med bogen Absolut Sverige, med Dahls analyser. Kurrild-Klitgaard mener ikke, at præmissen, om at danskerne er mere borgerlige, er helt korrekt.

Vi er ikke mere borgerlige end svenskerne, vi er bare mindre røde.
Peter Kurrild-Klitgaard

Nu har vi jo lige fået en efterlønsreform – er det ikke tegn på, at de borgerlige partier fører borgerlig politik?

»For det første er fjernelsen af efterlønnen sket med henvisning til ’bevarelsen af kernevelfærden’ – man bruger ikke borgerlige argumenter for borgerlig politik. For det andet bliver de penge, man henter fra efterlønsreformen, ikke brugt på skattelettelser eller på at reducere statens rolle i borgernes hverdag. Det er godt at fjerne efterlønnen, men spørgsmålet er, om det i sig selv er specielt borgerligt.«

Det danske folk er mere borgerlig end sine borgerlige regeringer.
Ann-Sofie Dahl

»Foghs værdikamp var idealistisk, mens de borgerlige i Sverige har ladet reformerne og den materialistiske værdikamp være samfundsforandrende. Fogh troede, at det var ideerne, debatten og kommentatorerne, der kunne ændre bevidstheden – der var han naiv, og når man ikke fulgte op med lovgivning og reformer, så tabte man værdikampen på gulvet. Det var ikke DF der afsporede værdikampen, det var V og K, der ikke var gode nok til at føre værdikamp,« siger Mikael Jalving. Han uddyber, at de borgerlige må tage et opgør med Fogh-perioden, hvis de skal genopfinde sig selv.

»De borgerlige partier skal i tænkeboks og finde tilbage til det, der bragte dem til sejr i 2001. Og så skal vi til at revurdere Anders Fogh, som i borgerlige kredse tæller som en stor helt. Fogh var øjeblikkets mester, en dygtig koreograf af morgendagens aviser, men det gjorde, at de borgerlige ikke længere kunne tænke i reformer, der først virkede om ti-femten år. Og det bliver den nuværende regering straffet for – at det hele gik op i spin og meningsmålinger. De borgerlige partier skal finde nogle politikere, der tør tænke på andet end meningsmålinger – vi skal have en anti-Fogh. Søren Pind er en af dem.«

Borgerlig uden at vide det

Tilbage til Ann-Sofie Dahl, der har boet i Danmark i snart ti år. Hun bekræfter Jalvings pointe om, at sænkningen af skatten på arbejde, har gjort svenskerne mere borgerlige – »uden de er bevidste om det«, som hun siger – og derfor efterlyser hun, at de svenske borgerlige partier starter en kulturkamp som den danske. Og så tilslutter hun sig opfordringen til, at V og K tager sig en periode i tænkeboksen.

»V og K må lære det politiske mod til at gennemføre borgerlig politik af de svenske borgerlige. Jeg er en af dem, der gerne så en VKR-regering. Det ideelle ville være, hvis man kombinerede den danske værdikamp med den svenske borgerlige økonomiske politik.«