De første mobiltelefoner uden traditionelt SIM-kort kommer sandsynligvis til Danmark i 2019.
Det vurderer David Elsass, privatkundedirektør hos Danmarks fjerdestørste teleselskab »3« efter en stille premiere på de såkaldte e-SIM-kort, som ikke er fysiske SIM-kort men indbygget software, i Apples armbåndsur Watch.
De første kommer i 2019
»Der går ikke lang tid, før der kommer flere produkter - både andre dingenoter samt tablets og smartphones. Jeg tror godt, at der kan komme smartphones med e-SIM-kort i 2019, men måske kommer tables med e-SIM-kort først,« siger David Elsass.
Når det klassiske SIM-kort skrottes, bliver det muligt for producenterne at lave udstyr, som er tyndere end i dag, fordi der ikke skal være plads til skuffen, som SIM-kortet sidder i i dag.
»Det gør også, at det bliver meget nemmere at skifte teleselskab. Som den mindste spiller på det danske marked synes vi, at det er fedt, hvis det er nemt at skifte selskab. Vi har altid været fortaler for alt, der gør det nemt at skifte,« fastslår David Elsass.
Lettere at skifte - også teleselskab!
I dag har »3« 1,29 millioner mobilkunder og er nummer fire i Danmark efter TDC, Telenor og Telia. Målet er at skaffe 50.000 flere kunder hvert år.
»3« var den første, der lancerede Apples Watch med e-SIM-kort i. »3«s hovedejer, hongkongkonglomeratet Hutchison Whampoa, lavede nemlig for halvandet år siden en aftale for alle »3«-selskaberne i mange lande, og det blev Danmark, der lancerede det først.
»Alt vil komme med e-SIM-kort i den nærmeste fremtid. Det gør det også nemmere for os som selskab at tilpasse, ligesom man kan skifte operatør »i luften«, altså over mobilnettet. Den e-SIM-løsning, vi har i dag, er lavet specifikt til Apple Watch, men vores IT-afdeling i Sverige har også forberedt noget mere generelt, så det bliver langt lettere for os at lancere de næste e-SIM-produkter,« forklarer David Elsass.
Ballade i USA
I USA har telemyndighederne haft fat i kraven på flere af de største teleselskaber, som er blevet beskyldt for sammen med mobilbranchens internationale organisation at presse ændringer igennem i e-SIM-kortet, så det faktisk blev sværere for kunderne at skifte selskab.
De fysiske SIM-kort har været i brug siden 1990erne.
