Billigere sodavand og udvidet håndværkerfradrag til danskerne er konsekvensen efter den første etape af regeringens Vækstplan DK, som faldt på plads sent søndag aften. Her indgik regeringen en aftale med et bredt flertal i Folketinget – alle undtagen Enhedslisten – og dermed er en milliardstor vækstpakke, der skal holde hånden under byggesektoren og den danske detailhandel, en realitet. Til stor tilfredshed for finansminister Bjarne Corydon (S), som ved præsentationen fastslog:

»Det er en aftale for 17 mia. kr. over de kommende år.«

Pengene kommer fra de reformer af SU og kontanthjælp, som de samme partier forhandlede på plads torsdag, og som samlet set giver omkring 3 mia. kr. i besparelser årligt frem mod 2020.

En central del af vækstplanens første del er en genindførsel af boligjobordningen, som ellers var den tidligere borgerlige regerings opfindelse. Ved redaktionens slutning var alle detaljer i planen ikke præsenteret, men regeringen lagde i sit oplæg op til, at alle over 18 år ville kunne få et fradrag på op til 15.000 kr. årligt til eksempelvis rengøring i hjemmet, vedligeholdelse og reparationer udført af håndværkere. Boligjobordningen genindføres for 2013 og 2014 og med tilbagevirkende kraft til årsskiftet 2013. Desuden udvides ordningen til også at gælde sommerhusejere allerede fra i dag. Til gengæld for de omkring 1,7 mia. kr. årligt, som ordningen vil koste ifølge Berlingskes oplysnigner, forventes en øget aktivitet i den hårdt pressede byggesektor at skabe job.

Billigere sodavand

Et andet vigtig element af vækstplanens første del er en grænsehandelspakke, som det er oppositionen, der har bragt ind til forhandlingsbordet efter, at regeringen fremlagde sin stort anlagte vækstplan i februar. Grænsehandelspakken går ud på at lette afgifter, så det bliver mindre attraktivt at køre over grænsen for at hamstre øl og sodavand.

Grænsehandelspakken formodes at koste mere end en halv milliard kroner årligt og vil helt fjerne afgiften på sodavand, mens den letter afgiften en smule på øl.

»Symbolpolitik«

Regeringens støtteparti Enhedslisten står uden for aftalen om vækstplanen, ganske som partiet heller ikke kunne bakke op om regeringens reformer af SU og kontanthjælp. Gruppeformand Per Clausen (EL) ryster på hovedet over regeringens initiativer.

»Det er gennemført asocialt og efter vores mening en hel forkert måde at bruge penge på, hvis hensigten er at øge beskæftigelsen. I boligjobordningen tager man – næsten som sædvanligt – penge fra nogle af de økonomisk dårligst stillede danskere og giver dem til de mere velhavende,« siger han og henviser til de argumenter, som regeringen brugte, da ordningen blev afskaffet ved sidste års finanslovforhandlinger – med Enhedslistens stemmer i ryggen.

Vækstplanens initiativer mod grænsehandel gør kun aftalen værre set med Enhedslistens øjne. »Symbolpolitik og i bedste fald spild af penge,« lyder Per Clausens kontante dom.

Til efteråret vil Enhedslisten formentlig få en hovedrolle i forhandlingslokalet, når regeringen skal finde et flertal for en finanslov. Den rolle er partiet til, men det bliver ikke uden krav, og disse bliver først fastsat til efteråret, fastslår Per Clausen (EL):

»Regeringen er jo ikke færdig med at forhandle med de borgerlige partier. Det kan jo komme til at se endnu værre ud.«

I den kommende uge fortsætter forhandlingerne om den anden etape af Vækstplan DK, som blandt andet indeholder meget omdiskuterede skattelettelser til erhvervslivet samt en forøgelse af offentlige investeringer.