Først kom nederlaget, så kom skammen, så kom de hånende bemærkninger

WASHINGTON: Først var de flinke. Telefonen ringede konstant med trøstende ord. »Nu er det tid at se fremad. Nederlaget var helt ufortjent«. Folk står i kø for at udtrykke deres medfølelse med taberen i et præsidentvalg. Sådan cirka et par dage. Så begynder der at blive længere og længere mellem telefonopkaldene.

Så kommer eftertanken og skammen over, at det ikke gik, som man troede. Og så kommer de hånende bemærkninger fra politiske kolleger. Hillary Rodham Clinton kunne ikke engang slå en outsider som Donald Trump, og i 2008 lod hun sig slå ud af en juniorsenator fra Illinois. Ovenikøbet en sort mand.

Det sidste bliver sagt hviskende blandt demokraterne. For bitterheden er stor i partiet efter Clintons nederlag i den mest brutale valgkamp i nyere tid mod den mest ustabile kandidat, Republikanerne nogensinde har sendt ind i en slutspurt om præsidentposten. Trump kunne smide om sig med den ene fornærmelse efter den anden mod alle og stadig vinde over en stringent demokratisk kandidat, som skulle have været den første kvindelige præsident i USA.

»Partiet troede, at man ville gå over historien ved at være det første parti, der både fik en sort og en kvinde valgt til præsident. I stedet tabte vi alt på gulvet«, siger en demokratisk politiker til Berlingske.

Nedturen

Der er ingen nåde i politik. Det ved Clinton bedre end nogen anden. Hun er set vandre rundt i skovene med sin mand, Bill Clinton, tæt ved sit hjem i Chappaqua i staten New York. Hun lægger ikke skjul på, at hun er rystet over nederlaget. Det var ikke ventet.

Faktisk havde hun troet, at hun ville vinde stort. Det gjorde hun sådan set også. Hun fik måske to millioner flere stemmer end sin modstander. Men det hjælper intet, hvis ikke stemmerne er fordelt sådan, at hun vinder de vigtigste stater og dermed får de fleste valgmandsstemmer. Så er man taberen.

Var tegnet på hendes nederlag der allerede 16 timer før, valglokalerne åbnede? Scenen var aftenen inden valget den 8. november sat til en forsejrsfest i Philadelphia, hvor hun skulle tale som den sidste, efter at hendes mand, hendes datter Chelsea, Michelle og Barack Obama havde talt. Og efter at den ikoniske musiker Bruce Springsteen havde givet et par numre.

»Folket gik«

Folk jublede, da Michelle og Barack Obama kom på scenen. Så kom forvarslet. Folk begyndte at gå, da Hillary Clinton trådte ind på scenen for at tale til de tusinder af mennesker, der var samlet på den mest ikoniske af alle pladser i USA - foran Independence Hall, hvor USAs uafhængighed blev grundlagt, og hvor senere den amerikanske forfatning blev vedtaget.

Folket« gad ikke høre hende. Hundredevis af mennesker skubbede til andre for at komme ud. Bill Clinton rørte uroligt på sig på scenen. Man kunne se, at han var vred. For han bliver rasende, hvis han mener, at folk ikke tager ham og hans hustru alvorlig.

Alt det er set i det berømte bakspejl. Men opgøret lurer under overfladen i Det Demokratiske Parti. De tabte ikke alene Det Hvide Hus. Det lykkedes heller ikke partiet at vriste Kongressen ud af hænderne på Det Republikanske Parti. Donald Trumps parti beholdt magten i begge kamre, Senatet og Repræsentanternes Hus. Dermed er en ørkenvandring for demokraterne begyndt - uden en generation af unge politikere, der kan tage over.

Hånen er foreløbig rettet mod Clinton. Ud over at hun hverken kunne vinde over Trump eller Obama, så lyder der også barske toner fra den demokratiske senator fra Vermont, Bernie Sanders, der kæmpede for at vinde partiet nominering, men tabte.

»Det er bare ikke godt nok at sige. Jeg er kvinde. Stem på mig. Nej, det er ikke godt nok. Vi mangler en kvinde, som har modet til at sige fra over for Wall Street, forsikringsselskaberne og medicinalbranchen og olie- og kulindustrien«, sagde Sanders. Dermed ramte han Clintons ømme punkt - at hun heller ikke kunne hente helt så mange kvinder, som hun havde håbet. Kvindekortet blev spillet uden held. Dermed er krigen i partiet brudt ud - også efter en række skandaler, som ikke er gået sporløs hen over det gamle parti.

Magtkampen

Først måtte formanden for partiet gå af. Debbie Wasserman Schultz måtte tage konsekvensen i juli, efter at WikiLeaks afslørede, at partiledelsen i hemmelighed havde støttet Clinton og ikke Sanders. En partiledelse må selvfølgelig ikke støtte en bestemt kandidat. Derefter blev et af de ledende medlemmer af partiets hovedbestyrelse, Donna Brazile, afsløret. Hun havde som fast kommentator på CNN mulighed for at se de spørgsmål, Clinton ville få stillet i debatterne og gav spørgsmålene videre til Clinton. Hun sidder nu som midlertidig formand for partiet, men vil formentlig træde tilbage. Hvem skal styre partiet?

Sandheden er, at ingen ved det. Der er ikke en markant »næste generation« blandt demokraterne. Det har med en demokrats ord i alt for høj grad været Clintons familieparti.

»Revolutionen kommer«, siger nogle demokrater, fordi der allerede er tegn på, at fraktionerne rører på sig. De moderate demokrater mod de venstreorienterede eller »liberals«, som de kaldes i USA. De sidstnævnte udgør en slagkraftig styrke med senatoren Elizabeth Warren i spidsen sammen med Bernie Sanders, der er senator fra Vermont, men som ikke regnes for at være en rigtig demokrat. Han blev medlem af partiet, da han stillede op, fordi han ikke kunne gennemføre en præsidentvalgkamp som den uafhængige kandidat, han ellers er.

Det svækkede parti

Men demokraterne har tabt meget. Så meget at man skal tilbage til 1928 for at finde et tidspunkt, hvor partiet var mere svækket, end det er i dag. Demokraterne har mistet guvernørposter og lokalvalg mange steder de seneste otte år. Med Clintons nederlag er debatten for alvor gået igang. Selv præsident Barack Obama er gået ind i den.

»Demokrater skal tænke nøje over, hvordan man får sit budskab ud og vinder valgene. Det har ikke været godt nok. Jeg tror, at vi skal have en bedre organisering og et smartere budskab«, sagde Obama med den hidtil stærkeste kritik af valgkampen. For Clinton gjorde det bare ikke godt nok. Hun havde ikke et budskab, der kunne nå de vrede, hvide vælgere. Hun var svag på økonomien med alt for teoretiske diskussioner og med et positivt budskab om, at alt gik godt i USA under Obama. Sådan oplevede vælgerne det ikke.

Netop de hvide vælgere i midtvesten er begyndt at få opmærksomheden. Et af partiets gamle ukronede dronninger, mindretalslederen i Repræsentanterne Hus Nancy Pelosi, som tilhører partiets venstrefløj, udfordres af en ung kollega. Den 43-årige, Tim Ryan fra Ohio - staten som demokraterne tabte - har bebudet, at han stiller op i et kampvalg mod Pelosi. Det er på tide, at der kommer yngre kræfter ind fra de områder af landet, hvor demokraternes tabte stort, mener han.

Gamle politikere

Pelosi er 77 år. Hendes nummer to er 78 år og nummer tre er 77. Som The Washington Post skriver, så er partiledelsen så gammel, at hvis man alene lægger de tre personers alder sammen, så er man tilbage ved 1787 - året hvor USAs første præsident, George Washington, forestod underskrivelsen af USAs forfatning.

»I 2020 skal vi slå Trump. Vi skal lægge en helt ny strategi, og ingen af vores kandidater skal være over 65«, siger den tidligere formand for demokraterne, Howard Dean, som selv er 68 år.

Men som han selv siger, så hjælper det ikke, hvis ikke ens budskab når ud. Det er det, partiet vil ændre på. Kan demokraterne gør det uden at risikere en intern revolution mellem fløjene? Det håber man.

Demokraterne vil i den forbindelse trække den utroligt populære amerikanske vicepræsident Joe Biden ind i arbejdet. For ingen ønsker at lægge sig ud med Biden. En magtkamp vil være umulig med Biden ved bordet. Skal han være formand? Nej, han er 74 år og har selv sagt, at det vil han ikke.