YouTube er en af februars mest bemærkelsesværdige fødselarer. Domænet www.youtube.com blev registreret for ti år siden, og en af de allerførste videoer på YouTube viser en af de tre grundlæggere, Jared Karim, i San Diego Zoo. Her beskriver han, hvad der er fedt ved elefanter.

I dag er YouTube internettets næstmest anvendte søgemaskine, den tredjemest besøgte hjemmeside og på et sølle minut uploades der hele 300 timers YouTube-video, siger statistikken ifølge videoportalen selv.

Men hvad har YouTube givet os i løbet af det ti år lange liv, og hvordan har hjemmesiden forandret vores liv på nettet? Berlingske har spurgt Thomas Bigum, der er ekspert i sociale medier.

1. Guides til alt

Mange har sikkert skrevet »how to...« i søgefeltet på YouTube for at finde hjælp til stort og småt. Og mest sandsynligt har YouTube svaret med instruktionsvideoer, eller såkaldte tutorials, til det, man søgte.

»Vi har fået instruktionsvideoer til alt. Fra komplekse ting til nok så små, platte ting, som at pille en sten ud af en avocado,« siger Thomas Bigum.

Sidstnævnte kaldes også et life hack, som vrimler frem på YouTube. Det vil sige små tip, der kan gøre hverdagen nemmere, men som man måske aldrig havde skænket en tanke selv.

Efter sigende nedkøles en flaske vand for eksempel meget hurtigere i fryseren, hvis den rulles ind i et vådt stykke køkkenrulle.

2. Musikvideoer on demand

Både musikfans og kunstnere var glade, da musikkanalen MTV meldte sig på banen og viste musikvideoer non-stop. Dog bestemte MTV, hvilke musikvideoer vi kunne se hvornår. Og på den front fik kanalen noget af en konkurrent i YouTube.

»YouTube fandt ud af at servere musikvideoer on demand. Som verdenssamfund har vi fået mulighed for at se musikvideoer, når vi har lyst,« lyder det fra eksperten.

I begyndelsen var der problemer med piratkopier af videoerne, som snød kunstnerne for indtægter. Men i 2009 indgik YouTube en partneraftale med Vevo, som sikrede de officielle musikvideoer på videoportalen.

3. YouTube-stjerner

Med YouTube følger internet-berømtheder, der har broadcastet sig selv til stjernestatus. Et åbenlyst eksempel er det canadiske popikon Justin Bieber, hvis historie begynder med, at hans mor deler videoklip af sin musikalske søn på YouTube. De spreder sig, og Bieber ender med en pladekontrakt med Island Records. I 2010 storhitter han med »Baby«, og musikvideoen er i dag den næstmest sete på YouTube med 1.139.889.314 visninger.

YouTube giver da også plads til stjerner i nicherne. Svenskeren Felix Arvid Ulf Kjellberg har under navnet PewDiePie filmet sig selv spille og tale om computerspil i over fire år, og hans videoer har høstet millioner af visninger.

Og skal der peges på en dansk YouTube-stjerne falder Thomas Bigums valg på chilientusiasten Chili Klaus. Hans første chilismagnings-videoer er vist omkring 100.000 gange, og siden har adskillige kendte danskere, herunder Bubber og undervisningsminister Christine Antorini (S), vovet sig ud i at spise stærk chili foran et rullende kamera.

4. YouTube lukker hul i politik

Det Arabiske Forår begyndte i december 2010, hvor en ung tunesisk mand satte ild til sig selv. Efterfølgende gav et hav af videoer på YouTube indblik i den eskalerende konflikt, og Thomas Bigum kalder opstanden mod en række diktatorer et ekstremt eksempel på, hvordan folket kan bruge YouTube til at protestere opad i politik.

Omvendt har politikere ligeledes fået en direkte kanal til vælgerne gennem YouTube. Det Hvide Hus i Washington uploader eksempelvis videoer flittigt, og den amerikanske præsident, Barack Obama giver hermed alle vælgere adgang til sine politiske taler. Både brandtalerne og de mindre af slagsen.

5. Slaraffenland af hjemmevideoer

YouTube har på sin vis punkteret TV-programmer som »America’s Funniest Home Videos« og den danske udgave »Det’ ren kagemand«. For nu behøver vi ikke længere nøjes med en times program på fjernsynet, da YouTube har et kæmpe bibliotek af sjove videoer. De kan være de klassiske videoer med uheldige stunt, nuttede babyer som lille Charlie, der bider i brormands finger eller noget helt tredje.