Der var kun omkring 500 mennesker på tilskuerpladserne på Kadrioru Stadion i Tallin til at overvære en af de mest spektakulære indskiftninger i Islands fodboldhistorie. Året var 1996.

Nu går man heller ikke til fodbold for at kigge på ind- og udskiftninger. Men den her lagde man mærke til, og den kom til at signalere begyndelsen på noget ekstraordinært.

Den islandske landstræner Lugi Olafsson bad en ung fyr på 17 år om at gøre sig klar til sin første landskamp. Den 17-årige roterede et par gange med ryggen, rettede på støvlerne. Ud mod ham løb den spiller, der skulle skiftes ud. Han var 34 år og nøjedes ikke med det klassiske klask i hænderne, da de to krydsede hinanden.

Han kyssede den unge mand på kinden.

Spilleren på 17 var Eidur Gudjohnsen. Spilleren på 34 var Arnor Gudjohnsen.

Det var far og søn, og dét øjeblik var det nærmeste, de kom at spille på landsholdet sammen. Angiveligt var det en streng ordre fra det islandske fodboldforbund, at de ikke skulle spille sammen før en måned senere. Hjemme i Reykjavik, så det kunne blive markeret ordentligt.

Men så brækkede Eidur anklen og var groft sagt ude af spillet i to sæsoner, hvor Arnor nåede at indstille karrieren.

Det ændrede ikke på, at Eidur Gudjohnsen blev begyndelsen på noget helt særligt i Island. Hans far havde været god, men Eidur var bedre. Han fik en karriere, der bragte ham til klubber som Chelsea, Barcelona, PSV Eindhoven og Tottenham. Blandt andet.

Han blev også den spiller, som alle islandske drenge ville være. Han blev helt enkelt landets største. En Laudrup på islandsk. En spiller, der ramte et niveau, ingen islænding nogensinde havde været på før.

Mange af spillerne på det islandske landshold, som søndag i sidste uge sikrede Island en historisk kvalifikation til EM-slutrunden i Frankrig til sommer, var drenge på 10-15 år, da Eidur Gudjohnsen landede i Chelsea.

I søndags var de holdkammerater med ham på landsholdet, da holdet med 0-0 mod Kasakhstan endegyldigt gjorde landet med med bare 21.500 registrerede fodboldspillere og små 330.000 indbyggere EM-klar. Som det mindste nogensinde.

Det er historieskrivning, der kalder på alle de slidte metaforer om vulkaner og alle de slidte klicheer om humlebier. Det er historieskrivning af så vild en karakter, at det kalder på ord som mirakel og eventyr.

Men i Island gider de ikke koge det ind til et mirakel eller et eventyr. I hvert fald ikke alene. De betoner, at der selvfølgelig findes en forklaring, at slutrundepladsen ikke er held, men et resultat af hårdt, målrettet arbejde.

For mens Eidur Gudjohnsen løb rundt som forbillede i kød og blod i en Chelsea-trøje, udnyttede man på Island landets buldrende økonomi til én gang for alle at tage kvælertag med den største forhindring for fodboldsucces: Vejret og banerne.

Blæst, regn, kulde, klipper og grusbaner gjorde fodbold til en halvårssport fra april til oktober, hvorefter man gik indenfor og spillede håndbold og ventede på, at det igen gav mening at spille fodbold.

Det blev forandret, da det islandske fodboldforbund i begyndelsen af 00erne byggede syv store indendørs fodboldbaner rundt på øen samt en række mindre indendørsbaner. Læg dertil en masse udendørs kunstgræsbaner på snart sagt hver en skole på øen. Alt det nåede man, inden økonomien krakelerede i 2008. Det er herfra, EM-holdet er uddannet. Nu planlægges der igen opførelse af tre indendørsbaner i nærheden af Reykjavik, og i dag har man i Island hele 130 kunstgræsbaner. Helt særligt for fodboldhallerne er det, at de er åbne fra tidlig morgen til sen aften til fri afbenyttelse - hvis de altså er ledige - for drenge og piger, der vil spille fodbold.

Det har gjort, at Island er mere end fodboldspillere i dag. De er også fodboldkrigere, og de kommer langt på deres karakter og deres medlevende og passionerede fans, men det er på de gode underlag også blevet til fremragende fodboldspillere, der spiller i klubber som Cardiff, Verona, Swansea, Olympiakos, Nantes og Basel.

Og de er skabt på en ø, der har flere højtuddannede trænere per indbygger end noget andet sted. Som et led i udviklingen af en fodboldkultur skabte det islandske fodboldforbund i begyndelsen af 00erne træneruddannelsesprogrammer, som til en lav pris og i samarbejde med det engelske fodboldforbund systematiserede uddannelsen af trænere med såkaldt A- B- og Pro-licens under det europæiske fodboldforbund UEFA. I dag er der mere end 700 højtuddannede islandske trænere. Det er flere per indbygger end store lande som Tyskland og Spanien kan præstere, og de fleste af dem træner børn og ikke de topklubber eller landshold, deres uddannelse også kunne berettige til.

Det er blandt andet ud af dette materiale, man har skabt gode ungdomslandshold og i dag et virkelig godt A-landshold, hvis succes formentlig heller ikke kan forklares uden at nævne den svenske landstræner, Lars Lagerbäck.

Ikke at han selv gør et stort nummer ud af sine egne aftryk.

»Jeg vil ikke sige, at jeg er en helt. Martin Luther King og Nelson Mandela og folk som dem er ægte helte,« sagde han, da kvalifikationen til EM var hjemme.

Lagerbäck er imidlertid en del af forklaringen på den islandske forvandling. Han er en ekstremt erfaren træner, der har stået i VM- og EM-slutrunder med både Sverige og Nigeria før, og han er frem for alt blandt fagets dygtigste udi at sikre en taktisk organisation, hvilket markant har bragt antallet af mål scoret imod Island ned – netop dér hvor de fleste små nationers arbejde med at bygge en succes op vil begynde.

I de to kvalifikationer, Island havde spillet, før Lagerbäck kom til, blev der scoret 27 mål mod Island i 16 kampe. Det er 1,69 i snit. I de to kvalifikationer under Lagerbäck frem mod VM 2014 og EM 2016 er der scoret 20 gange i 20 kampe. Altså et snit på ét mål per kamp. Og alene i denne kvalifikation mod EM er der kun scoret tre mål i otte kampe. Under et halvt per kamp. Sådan laver man mange point.

Lagerbäck var allerede tæt på at lykkes med en vild VM-kvalifikation i efteråret 2013, da man nåede frem til to playoff-kampe mod Kroatien. Det ville have gjort Island til det mindste land, der nogensinde har deltaget ved et VM. Nu bliver det i første omgang det mindste land, der nogensinde har deltaget ved et EM.

Det er næsten en umulighed, men også kun næsten.