Fodbold var hans liv – rejse sig fra sengen klokken 12 og så direkte til tasterne. Lidt mad, drikke og nødtørftige toiletbesøg, og ellers fuldt fokus på jobbet som fodboldmanager. Dage og nætter gik, mens Daniel foran skærmen førte sit hold gennem den ene succesfulde sæson efter den anden. I spillet var han en vinder, mens lejligheden vidnede om en tilværelse uden kontrol.

»Udadtil var jeg god – eller dårlig om man vil – til at bilde venner og familie ind, at alt gik fint. Men ofte tænkte jeg på at komme tilbage til spillet hurtigst muligt,« siger Daniel, som i dag er 29 år og ved at afslutte et behandlingsforløb for ludomani.

For Daniel overlappede pengespillet og computerspillet i perioder hinanden. Når følelsen af selvkontrol ved managerspillet løb løbsk, blev det ofte erstattet af overforbrug af pengespil på virkelighedens kampe – og omvendt.

Man skulle da også tro, at overdrevent computerspil og ludomani hænger sammen, men ifølge forskere og behandlere er der tale om to forskellige ting.

Ofte bunder pengespil i tankefejl, hvor man for eksempel er fuldt overbevist om at have gennemskuet systemet, og at næste tipskupon nok skal give gevinst. Computerspil derimod giver omvendt en positiv oplevelse af, at man konstant bliver bedre. Det forklarer psykolog Johan Eklund, som er behandler hos Center for Ludomani og står bag terapi- og rådgivningsportalen Checkpoint med fokus på netop computerspil.

»Groft sagt holder pengespil ikke, hvad de lover – men det gør computerspil. De er utroligt belønnende,« siger Johan Eklund.

For Daniel hang afhængigheden af computerspil og hasardspil sammen. For ham var begge dele en forlængelse af sociale problemer, usikkerhed og lavt selvværd. Problemer, som han med spillene midlertidigt tog flugten fra, men som også har givet ham knas med blandt andet kærligheden og den kandidatuddannelse, han har droppet. Derudover har Daniel i dag svært ved at koncentrere sig i længere tid, og det er blevet en større udfordring for ham at begå sig socialt.

»I computerspillet følte jeg mig magtfuld. Det er nok noget, jeg har manglet i virkeligheden. Senere gav pengespillet mig lidt af de samme succesoplevelser. Også selv om det var midlertidigt,« siger Daniel og betegner sit spilforbrug som udelukkende selvdestruktivt. Han nåede aldrig at skade andre.

Da Daniel i foråret fik penge tilbage i Skat og ikke kunne tænke på andet end at spille dem op, besluttede han sig for, at nu var det nok. Han gik i behandling og fortalte det til både familie og venner. Men Daniel tror ikke, at det var kommet så vidt, hvis han ved en tidligere lejlighed havde kunnet få hjælp for sit store forbrug af computerspil.

»I dag kan jeg blive ked af at tænke på det potentiale, jeg har ladet gå til spilde. Hvad jeg havde kunnet udrette i al den tid, jeg har brugt,« spørger Daniel.

I mange spil kunne Daniel løbende følge med i, hvor lang tid han brugte. Men advarslen havde ingen effekt.

»20 days« kunne der sagtens stå, mens timer foran skærmen blev til dage, som igen blev til uger og måneder. For fodboldsæsonerne stoppede aldrig. Man kunne aldrig gennemføre og blive »game over«.

I dag spiller Daniel stadig computer, men på samme måde, som da han som barn begyndte med sin bror. Nu foregår det altid sammen med venner eller familie. Som almindelig adspredelse frem for et fuldtidsjob som fodboldmanager.

På grund af sin behandling for ludomani ønsker Daniel at være anonym. Redaktionen kender Daniels rigtige navn.