Forfatteren og klummeskribenten Jonathan Wilson fra The Guardian og Sports Illustrated tager hatten af for Nicklas Bendtner og melder ham klar til at få chancen i Arsenals tætte kampprogram.
Det er altså ikke bare Nicklas Bendtner og Arsenals manager, Arsène Wenger, der mener, at den danske angriber stadig kan gøre sig gældende som en gennemgående figur i klubbens jagt på både det engelske mesterskab og Champions League-succes.
I hvert fald ikke efter den 25-årige angribers lynmål og plads i startopstillingen i Arsenals 2-0-sejr over Hull onsdag aften.
- Bendtner er måske ikke en helt endnu. Men i det mindste viste han, at hvis han får chancen for at spille, så er han klar til at tage den. Og det er - i det mindste på det symbolske plan - gode nyheder for Arsenal, lyder det fra Jonathan Wilson i sin klumme for Sports Illustrated. Den anerkendte britiske fodboldforfatter hæfter sig ved, at Arsène Wenger havde hårdt brug for at korrigere eksperterne, som mener, at han ikke har bredde nok i truppen til at holde førerpositionen i en lang og krævende sæson. Her kan Bendtners tilbagemelding blive en vigtig faktor, mener Wilson.
- Mod Hull så man et et glimt af, hvad der kan ske, hvis Arsenal ikke investerer, og Giroud ikke er til rådighed, skriver Jonathan Wilson om, at netop angriberpositionen er den, hvor man har savnet alternativer mest, og hvor spillere som brasilianske Pato er rygtet på vej for at forstærke holdet i januars transfervindue.
Jonathan Wilson bruger meget spalteplads på at gå i dybden med Nicklas Bendtners optræden i de 73 minutter, han fik på banen, hvor han altså pandede bolden uimodståeligt i mål efter et flot Arsenal-angreb efter to minutter. For Jonathan Wilson er Bendtner dog stadig en spiller, der med sin 'latterlige' optræden har sat sit fodboldtalent i anden række af opfattelsen.
Men han mener, at Bendtners nydelige mål sætter visse kritikere på plads.
- Det gør ham ikke til en dårlig fodboldspiller. Ligesom et enkelt mål heller ikke gør ham til en god én af slagsen. Men den måde, han fandt plads efter 93 sekunder, søgte ned i banen, da Carl Jenkinson lobbede bolden ind i midten og så dirigerede et nydeligt hovedstød forbi Allan McGregor (Hulls målmand red.), var i det mindste en påmindelse om, at han ikke er den 'klumpedumpe', mange gør ham til, mener Jonathan Wilson.
Han mener samtidig, at der er masser af andre elementer i kampen at beundre fra Nicklas Bendtner, der i andre tilfælde fandt godt sammen med de offensive stjerner Mesut Özil og Santi Cazorla i det chanceskabende spil. Jonathan Wilson betegner det som spilintelligens fra Bendtner, men eksperten bemærker samtidig, at der også var kiksede boldberøringer og for lange træk, der viste, at Bendtner naturligt nok har et godt stykke vej til toppen af boldføling efter sit årelange fravær fra kontinuerlig topfodbold.