Socialdemokraterne er i knæ, viser ny meningsmåling fortaget af analyseinstituttet Megafon. Kun 16,9 procent af danskerne støtter ifølge målingen det gamle arbejderparti, og det bør give stof til eftertanke, mener Dennis Kristensen, formand for FOA.

- Jeg går ud fra, at målingen for regeringen må opfattes som katastrofal, og det burde give anledning til overvejelser om, hvordan man præsenterer et reformudspil, som ikke opfattes som meget identisk med den forrige regerings, siger Dennis Kristensen til Politiken.

- Det er en overvejelse, man bør gøre sig, når man har så dårlige meningsmålinger, understreger han,

Mens Socialdemokraterne endnu en gang går tilbage i en meningsmåling, går samtlige oppositionspartier frem og ville komme i regering, hvis der var valg i dag.

Ifølge formand for 3F, Poul Erik Skov Christensen, ligger statsminister Helle Thorning-Schmidt (S), som hun har redt.

- Det er jo hendes egne ord, hun bliver ramt af. Det er et kraftigt signal til regeringen om at tænke sig godt om, siger han til Politiken.

Han fortæller videre, at når han møder sine medlemmer, giver de gang på gang udtryk for frustration over, at de stadig skal yde mere, selv om de allerede har betalt med mindre efterløn.