FN's Sikkerhedsråd har indkaldt sine medlemmer til et hastemøde for at drøfte Nordkoreas seneste missiltest, der ifølge Japan sendte et missil over japansk territorium fredag morgen lokal tid.
Det er USA og Japan, der har bedt om mødet, der vil finde sted i New York fredag kl. 15.00 lokal tid, oplyser diplomater ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Natten til fredag dansk tid fordømte flere statsledere i skarpe vendinger den seneste missiltest fra Nordkorea.
Japans premierminister, Shinzo Abe, ser med stor alvor på det, som han betragter som en provokerende handling fra Nordkorea.
»Vi kan aldrig tolerere, at Nordkorea ignorerer det internationale samfunds ønske om fred, som er kommet til udtryk gennem FN-resolutioner, og nu fortsætter disse uhyrlige handlinger,« siger den japanske premierminister ifølge nyhedsbureauet AFP.
Fra USA's udenrigsminister, Rex Tillerson, lyder det ifølge Reuters:
»Kina Rusland må vise, at de ikke tolererer disse hensynsløse missilaffyringer ved at handle direkte og på egen hånd.«
Det nordkoreanske ballistiske missil blev ifølge japanske og sydkoranske myndigheder affyret kl. 06.57 fra Nordkoreas hovedstad, Pyongyang.
Missilet fløj ifølge den japanske tv-station NHK over den japanske ø Hokkaido, hvorefter det landede omkring 2000 kilometer øst for Cape Erimo, der ligger på sydspidsen af Hokkaido. Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Så sent som tidligere på ugen vedtog FN's Sikkerhedsråd nye sanktioner mod Nordkorea. Det skete efter det nordkoreanske regimes atomtest den 3. september.