Flyt væk fra storbyen og spar store penge
Der kan blive god råd til rejser, restauranter og rødvin på et typisk budget, hvis familien flytter væk fra København og vil bruge en time eller mere om dagen på transport, viser en ny beregning.
Der kan blive god råd til rejser, restauranter og rødvin på et typisk budget, hvis familien flytter væk fra København og vil bruge en time eller mere om dagen på transport, viser en ny beregning.
Der kan være store summer at spare ved at flytte væk fra de dyre områder tæt ved København og pendle enten med tog eller bil ind til jobbet i den indre by.
Køber en familie eksempelvis en typisk villa i Sorø på 140 kvadratmeter, vil den med en årlig husstandsindkomst på tæt ved 800.000 kroner have hele 200.000 kroner mere til forbrug om året, end hvis den vælger at bosætte sig i det eksklusive Gentofte.
Det viser en analyse, som BRFkredit har udarbejdet for Berlingske Business, og som tager højde for, at både boligpriser, kommuneskatter, grundskyld og priser for børnepasning svinger ganske betydeligt fra den ene kommune til den anden. Der er også taget højde for transportfradrag, og at der er store udgifter forbundet med dagligt at rejse mellem hjem og arbejde med enten tog eller bil.
Generelt er interessen for at pendle og bosætte sig længere væk fra København taget noget af de senere år.
»Det skyldes, at boligpriserne er faldet, og at benzinpriserne samtidig er steget. Det har fået flere til at købe bolig tættere på deres arbejde end før. Men der er stadig, trods de høje benzinpriser, store økonomiske gevinster at hente ved at flytte væk fra København og omegn,« siger seniorøkonom i BRFkredit, Mikkel Høegh