Det er snart en måned siden, store grupper af flygtninge gik på motorvejene i Danmark for at komme til Sverige. Alle danskere kan se billederne af den vandrende flok, den spyttende borger og den legende politimand i skrædderstilling for sig. Men det kan svenskerne, nordmændene og finnerne også.

Selv om flygtningene i togene ved Danmarks grænse holdt skilte op med teksten »No Denmark« og »We want Sweden«, var det langt fra alle, der havde Sverige som endestation.

I Norge kæmper myndighederne forgæves for at følge med det stigende antal asylansøgere, der skal registreres og indkvarteres. Det store pres gør, at midlertidige modtagecentre skyder op flere steder i Oslo, og at flygtninge i nogle tilfælde sover på gaden, inden de bliver registreret.

I Finland er tilstandene kaotiske. Landet med tusinde søer er indtil nu sluppet igennem flygtningekrisen med et i nordisk sammenhæng beskedent antal asylansøgere på 3.000 og 4.000 i de sidste to år. Men det er der vendt op og ned på nu, hvor det finske indenrigsministerium vurderer, at der vil komme op mod 50.000 flygtninge til landet i år. Alene i september søgte 11.000 personer om asyl i Finland.

Det er med de tal og med billederne fra de danske motorveje i frisk erindring, at de nordiske statsministre mødes på Marienborg i dag. Det er en årligt tilbagevendende begivenhed, som følger med formandsskabet for Nordisk Råd, hvor statslederne drøfter det nordiske samarbejde.

Men i år har rammerne fået en ny dimension med flygtningekrisen, der er gået fra at være et punkt på dagsordenen til at være det altoverskyggende tema. Det er første gang, statslederne er samlet efter de skelsættende begivenheder i september, som har vist, at det ikke kun er i Bruxelles, at flygtningekrisen kan skabe splid. Det kan den også i Norden, hvor det gode naboskab og de fælles værdier bliver testet.

De vandrende motorvejsflygtninge var et særsyn, som er gået over i historien, men det er ikke noget nyt, at Danmark bliver brugt som et transitland. Det erklærede justitsminister Søren Pind (V) tidligere i september, for hvordan skulle 80.000 asylansøgere ellers være kommet til Sverige sidste år. Motorvejsflygtningene brød det ud i lys lue og tvang de nordiske statsledere til at forholde sig til det.

Vores egen statsminister, Lars Løkke Rasmussen (V),--- understregede først vigtigheden af, at Danmark overholdt sine internationale forpligtelser og registrerede flygtningene. Så accepterede han efterfølgende, at politiet lod dem rejse videre til Sverige, og det fik Stefan Löfven til at kritisere Danmark.

Men der gik kun en lille uge, og så stod Löfven i samme situation, fordi flygtningene rejste videre til Finland og Norge uden at blive registreret. Det affødte kritik fra både den norske og finske statsminister, som også vendte den løftede pegefinger tilbage mod Danmark.

Norges borgerlige statsminister Erna Solberg kaldte for eksempel Danmarks manglende registrering for en sikkerhedsrisiko. Dermed var cirklen af kritik komplet.

Om kritikken fortsætter, når de i dag ser hinanden i øjnene, er tvivlsomt. For hvis det gør ondt at tale om flygtningekrisen i EU på grund af den frie bevægelighed, er det decideret smertefuldt at tale om den i nordisk sammenhæng. Formålet med møder som det, der bliver holdt på Marienborg i dag, er at nedbryde grænser og at øge samarbejdet.

I den sammenhæng er strømmen af flygtninge igennem de nordiske lande en ubekvem realitet.

Derfor havde det nok bare været nemmere, hvis flygtningene havde fortsat med at passere igennem Danmark og ikke var blevet stoppet, så de begav sig ud i pressefotografernes blitzlys på de danske motorveje.