Et fly er nødlandet på en mark tæt på motorvej E45 i Jylland ved Hasselager. Årsagen til nødlandingen er endnu ukendt.

Det oplyser Østjyllands Politi ifølge Ekstra Bladet.

Piloten er den eneste ombord og er sluppet heldigt fra nødlandingen, forklarer vagtchefen til avisen.

»Manden er ikke kommet videre til skade, og der har ikke været tilkaldt en ambulance til ulykken«, siger Jes Frederiksen.

Politiet fik et alarmopkald om nødlandingen, som har været voldsom. Politiet er ved at undersøge stedet, og havarikommissionen er også kaldt til stedet.

Det har dog ikke betydet noget for trafikken, da nødlandingen foregik på en mark.