Et russisk passagerfly på vej fra New York til Moskva blev torsdag tvunget til at nødlande i Island på grund af en bombetrussel. Det oplyser det russiske luftfartsselskab Aeroflot.

Flyet er en Airbus af typen A330, og der var omkring 200 passagerer om bord. Flyet er nu ved at blive undersøgt for bomber i lufthavnen i Reykjavik.

Ifølge flyselskabet ringede en person og fremsatte bombetruslen, efter flyet var gået på vingerne.

- Et anonymt opkald hævdede, at der var en sprængladning om bord på flyet, som allerede var i luften, siger Aeroflot-talskvinde Irina Dannenberg ifølge Reuters.

Personen hævdede angiveligt, at der var fem kufferter med sprængstof om bord på flyet.

- Piloten besluttede at lande, og landingen gik sikkert, tilføjer hun.

Alle passagerer er uskadte.