Uenigheden har ført til, at Datacon har indledt en inkassosag mod Flügger for ubetalte regninger i forbindelse med it-projektet, fortæller selskabets administrerende direktør, Jan Misser.
De to parter er dog langt fra enige om, hvad der er op og ned i sagen, og hvem der har krav på hvad.
I forbindelse med Flüggers regnskab for tredje kvartal onsdag, meddelte malerselskabets administrerende direktør, Peter Røpke, til Ritzau Finans, at selskabet tager retlige skridt i sagen, fordi det mener, at fejl og mangler i it-systemet har haft store konsekvenser for virksomhedens drift. Han mener, at Flügger har krav på en erstatning på et tocifret millionbeløb.
Jan Misser oplyser, at han endnu ikke har hørt fra Flüggers advokat men bekræfter, at der kan blive tale om et krav - som han dog ikke er enig i er berettiget.
- Det er korrekt i den forstand, at jeg kun kender til det fra dagspressen, for jeg har ikke hørt fra dem. Jeg kan bekræfte, at de har sagt, at de ville gøre det, men jeg har endnu ikke hørt fra dem, siger han til Ritzau Finans.
Flügger og IT-leverandør i strid om millioner
Den danske malerkoncern Flügger og it-virksomheden Datacon er raget uklar, efter at it-selskabet har leveret et it-system, der har voldt problemer for malervirksomheden.
Del: