Mange danskere vil fra i dag se Olympiade og glæde sig over de mange imponerende præstationer. Men interessen vil være særlig massiv og intens, når der er danskere med i konkurrencerne. Danskere holder med danskerne og jubler, når de får medalje.

Men hvorfor er det egentlig en selvfølge? Fordi det for langt de fleste betyder noget at være dansk. Vi er fælles om sprog, historie, kultur og grundværdier. Det er det, der hedder nationalfølelse. Danmark er en nationalstat og danskerne er et folk. Det har stor betydning. Men nationalfølelse handler ikke kun om, hvem man holder med i sportens verden. Den spiller en afgørende rolle i politik og i menneskers adfærd i det hele taget.

Denne betydning af nationalfølelse og nationalstat har eliten i de europæiske lande haft alt for svært ved at erkende. De har set nationalstaterne som modsætning til globalisering og EU. Det er forkert. Tværtimod tyder noget på, at lande med en betydelig nationalfølelse ofte går hånd i hånd med god økonomi og globalt udsyn. Men det har mange i den europæiske elite aldrig rigtig villet forstå. For dem er det et enten-eller. Her ligger en stor del af forklaringen på eurokrisen og på den manglende evne til at løse den.

Den europæiske elite har arbejdet for at styrke EU på nationalstaternes bekostning. Den nationale samhørighed kunne og skulle erstattes af en europæisk samhørighed. Disse forestillinger lå bag idéen om Europas Forenede Stater og senere bag planerne om en fælles mønt, euroen.

Euroen, en fælles mønt, er et fornuftigt initiativ, hvis der vel at mærke er nogenlunde ensartet økonomiske vilkår i de lande, hvor euroen skal bruges. Men økonomien i nogle af de sydeuropæiske lande, der blev tilsluttet euroen, var slet ikke rustet til at deltage i en fælles mønt med de økonomisk stærke lande i Europa. Det gælder både det økonomiske fundament og den politiske kultur. Måske vidste euroens fædre godt, at det var sådan – måske lukkede de øjnene for kendsgerningerne. Men lige meget hvad, så regnede de med, at den fælles mønt ville udviske kulturforskellene og tvinge alle landene i samme retning.

Men i 2008 viste den dramatiske finanskrise, at det var en illusion. Krisen afslørede, hvor svært det er at få så forskellige lande til at håndtere en økonomisk krise i fællesskab. De nationale forskelle var blevet undervurderet, globaliseringens gennemslag var blevet voldsomt overvurderet, og de fatale følger begyndte nu for alvor at vise sig.

Forestillingen om, at globaliseringen er ved at slå endegyldigt igennem og gøre nationalstaterne overflødige, er en fejltagelse, der er blevet gentaget flere gange i historiens løb. Og nu altså igen.

Den europæiske elite bliver ved med at tale om løsninger på den aktuelle eurokrise, der forudsætter, at nationalfølelsen er noget, man bare kan se bort fra. Denne fejlagtige vurdering kommer særlig tydeligt til udtryk i kravene til Tyskland. Her bliver der lagt et voldsomt pres på den tyske kansler Angela Merkel for, at hun skal bruge mange flere penge på at hjælpe de EU-lande, der er i dyb økonomisk krise.

En forside på det britiske magasin The Economist viste for nylig den globale økonomi som et synkende skib og Angela Merkel, der opfordres til at »starte maskinen«. Magasinet sammenfatter en international enighed om, hvad Angela Merkel bør gøre. Det indbefatter et slækkelse af den tyske økonomiske disciplin og en vilje fra tyskernes side til i langt højere grad at hæfte for de betrængte landes gæld. Herhjemme lyder den samme melodi fra en række økonomer og samfundsdebattører.

Nu har Tyskland rent faktisk allerede betalt enorme summer til de eurolande, der har store økonomiske problemer. Men der er grænser for, hvor meget tyskerne vil betale til folk i andre lande, der tilmed er kommet i problemer på grund af frås, dårlig disciplin, groteske privilegier og generøse velfærdsordninger, tyskerne ikke selv har haft. I Grækenland eksempelvis er den generelle holdning, at »skat er noget man prøver at undgå«.

I Frankrig har den ny socialistiske regering netop sat pensionsalderen for en betydelig gruppe ned til 60 år. Det øger Frankrigs gæld, som tyskerne så kan få lov til at rette op på. Og det på trods af, at tyskerne selv har en langt højere pensionsalder på 67 år. Det vil den tyske befolkning ikke være med til. Hvilket Angela Merkel ikke kan se bort fra – og da slet ikke med et valg forude.

Derfor understreger Merkel, at disse tanker kun giver mening som led i langt større ændringer, der griber ind i de enkelte landes økonomiske politik. Hvis Tyskland skal hjælpe de andre lande med deres gæld, skal EU kunne stille kontante og vidtgående krav til disse landes økonomiske politik.

Men sjovt nok synes de lande, der kræver, at Tyskland hæfter for deres gæld, ikke, at det er nogen god idé, at deres økonomiske politik så også må være et fælles anliggende. Her slår nationalfølelsen altså ligeledes igennem.

Tyskland skal nok komme til at betale endnu mere til de gældsplagede lande. Det vil nemlig få uoverskuelige følger for hele Europa, hvis euroen bryder sammen. Men befolkningerne i Sydeuropa må indse, at en stor del af indsatsen for at komme ud af krisen må gøres af de enkelte lande selv. Det var det, befolkningerne i Asien var i stand til, da de blev ramt af en omfattende finanskrise for 15 år siden. Indonesien vendte krisen og økonomisk kollaps til fremgang og optimisme takket være en barsk og konsekvent indsats. I dag er statsgælden faldet fra 84 til 24 pct. af bruttonationalproduktet.

Hvis den europæiske elite fortsætter med fornægtelsen af nationalstatens betydning, går det galt. De flittige tyskere vil ikke betale for andres fråseri.