Dømte for voldtægt bliver i snit sendt knap to år i fængsel. Men det er alt for lidt, mener et flertal af danskerne i en undersøgelse, som YouGov har foretaget for metroxpress.
I undersøgelsen svarer 55 procent, at de mener, straffen enten er »alt for lav« eller »for lav«. Blot 13 procent mener, at dommene »er passende«.
Et flertal i Folketinget er allerede klar til at skrue op for voldtægtsstraffene efter justitsminister Søren Pind (V) udmelding i sidste uge. Det gælder hele den borgerlige lejr, men også S støtter højere straffe.
»Vi er tilhængere af hårdere straf, hvis bare man har den anden halvdel med, at man kan sikre flere sager anmeldes,« siger retsordfører Trine Bramsen (S).
I Sverige er der således en mindstestraf på to år for voldtægt og fire år for grov voldtægt. Både DF og De Konservative mener, at vi bør tage ved lære af Sverige, når det gælder voldtægtsstraffe. I april slap tre 16-18 årige drenge i Svendborg med betinget straf, altså for fængsel, efter at være blevet dømt skyldig i at have voldtaget en sovende 16-årig pige.
Kun SF og Enhedslisten er modstandere af højere straffe.
»Der er ingen dokumentation for, at det har en præventiv effekt at sætte straffen op,« siger Enhedslistens Pernille Skipper (Ø).
BNB