Vi står i besindelsens tid. På flere måder. Det er jul, og som altid ved dette punkt overvejer man, hvad der er sket, siden alt sidst gentog sig selv.
Juledagene indbyder til personligt åndeligt regnskab, men samtidig er det tid til overordnet eftertanke, da næsten hver eneste dag byder på højspændte sager om livet i Danmark.
Tvivlsomme friskoler, burkaer, social kontrol, bandekrig, folkeskoler, der aflyser elevjulegudstjenesten, almindelig kulturel tonedøvhed og mere fra den konfliktfyldte hverdag, der gør det nødvendigt at diskutere islam og kristendom og religiøsitet. Også i denne fremskredne tidsalder må vi overveje begrebet gudsforhold, for det forsvinder ikke, og mens Politiken stadig ikke er nået længere i religionsbehandlingen end til at bede to gammelkendte kværulanter øse af deres drengede foragt for religiøsitet, er andre kommet videre. Hvor man hidtil har begrædt den tilstand af ignorance, der prægede Christiansborg angående religion, er der i dag udvikling at spore.
Naser Khader, Mette Bock, Bertel Haarder, Pia Kjærsgaard, Kristian Thulesen Dahl, Christian Langballe og Marie Krarup hører til blandt dem, der med varieret vid forstår kristendommens betydning. Og tilmed findes nu dem, der ganske vist næppe kan identificere dogmatikken, men som har fattet nødvendigheden af, at kristen kultur består.
Lars Løkke Rasmussen, Marcus Knuth, Merete Riisager og vist også Mette Frederiksen afslører løbende, at det store abonnement på værdirelativismen er slidt. Sikkert fordi de nu tydeligt ser, hvad alternativet til kristen kultur kan blive.
Den kristne tro er usynlig
Senest kunne man glædes over statsministerens prompte kritik af den afskaffede skolejulegudstjeneste i Græsted, og for alle, der på ny forholder sig til kristendom, blev en vigtig tanke berørt i Marie Krarups kronik fra forleden, hvori hun fastslog, at den kristne tro er usynlig. Og at sådan skal det være.
Det er sandt i den forstand, at kristendommen ikke fordrer fromme kendetegn eller daglig rituel praksis, men vi bør ikke ophøje tanken om den usynlige kristne tro. Den har bidraget til en dansk mentalitet, hvor troen ses som så privat, at man end ikke taler om den, og mens flere altså overvejer kristendom som begreb, er det stadig kun de få, der taler om kristendom som personlig tro.
Derfor har jeg lyst til i højtidens anledning at takke folk som Hella Joof, Lars Mikkelsen og Ann Eleonora Jørgensen, der i forbindelse med bogudgivelser og TV-serien »Herrens Veje« i år har sat ord på deres tanker om Gud og kirken.
Man kan blive både ilde set og hånet af emsige teologer, men man skal tale alligevel, for vi næres af hinandens vidnesbyrd, der alle skaber anledning til at huske, at vore livs udgangspunkt er urokkeligt fælles. Og juleaften hører vi om det igen.
Guds søn fødes ind i verden for at hjælpe os til tro på, at de egentlige kræfter i os stammer fra noget andet end os selv, og mens kristendommen er usynlig, idet den virker i hjertet og selverkendelsen og viljen til kærlig handling, blev den til på særdeles synlig vis. I skikkelse af et lille barn.
Det er ham, der definerer den virkelighed, vore fælles liv grunder i, og midt i denne besindelsens tid aner man, at flere begynder at forstå det. Dette er i sig selv et tegn på, at det kan blive en glædelig jul.
Sørine Gotfredsen er sognepræst og journalist.