Frikvartererne er sjove, lærerne er søde, og klassekammeraterne er hjælpsomme. Det er konklusionen i en undersøgelse fra Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, SFI, der har undersøgt, hvordan det går med de børn, der på grund af folkeskolereformen, blev taget ud af deres specialundervisningstilbud for i stedet at gå i en almindelig folkeskoleklasse. Undersøgelsen viser, at der sker små fremskridt for de tilbageførte elever, når det handler om trivsel. I alt 400 skoleklasser har deltaget i undersøgelsen, og generelt er eleverne glade for skolen, fortæller Chantal Pohl Nielsen, der er seniorforsker på SFI:
»Eleverne trives helt overordnet set ret godt, og niveauet er højt. Der er nogle forsigtige tegn på, at de tilbageførte elever har det lidt bedre målt i år sammenlignet med sidste år«.
Men selvom der er tegn på forbedring i trivslen, så viser undersøgelsen også, at eleverne med særlige behov halter bagud fagligt i den almindelige undervisning. De svarer selv i undersøgelsen, at de har det sværere i skolen end deres klassekammerater, og på det punkt er der plads til forbedring, mener Chantal Pohl Nielsen:
»De har stadig svært ved for eksempel at deltage i gruppearbejde eller at række hånden op, hvis de kender svaret på lærerens spørgsmål. I det hele taget har de fortsat problemer med at bidrage aktivt til undervisningen«.
Chantal Pohl Nielsen mener, at undersøgelsen helt overordnet er positiv, fordi eleverne trives bedre, men påpeger samtidig, at der stadig er udfordringer fagligt for eleverne med særlige behov, og at det er her, der skal sættes ind den kommende tid:
»Vi skal sørge for, at de kommer til at deltage aktivt i den faglige undervisning og også i sociale aktiviteter«.
Forskningsprojektet, der bliver kaldt Inklusionspanelet, er finansieret og igangsat af Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling og begyndte i starten af 2014 og slutter næste år.