Flere kvinder vælger nu at flytte sammen med andre kvinder i forsøget på at skabe den perfekte familie. Kvinderne indretter sig i kollektiver, lejlighedsopgange eller med hinanden som tætteste naboer. Her hjælper de hinanden med opdragelse, madlavning og andre praktiske ting. Kort sagt skaber de familiefællesskaber - uden mænd.

Det fastslår to af landets førende forskere i singlekultur. Fænomenet er endnu så nyt, at ingen endnu har dokumenteret de nye typer kvindefamilier, men tendensen er spirende, og eksperterne er ikke i tvivl om, at vi kommer til at se flere kvindefællesskaber i fremtiden - ikke mindst på grund af det uddannelsesmæssige skel, der er ved at opstå mellem kvinder og mænd.

Læs også: Hvad siger mændene?
Din mening: Er kvinder for kræsne?
»Kvinder i dag har meget høje krav til deres tilværelse og også deres partner. De kan godt finde mænd, men de kan ikke finde manden. Derfor tager de sagen i egen hånd og finder sammen med ligesindede, som de kan dele livet og børnene med,« siger fremtidsforsker og sociolog Birthe Linddal Hansen.

Hendes kollega, sociolog og foredragsholder Emilia van Hauen, er enig:

»Manden er i dag på mange måder blevet praktisk unødvendig for kvinden, for hun kan klare sig selv - og selv arbejde sig til tops i samfundet.«

Læs også: Flere stærke kvinder flytter sammen

Ifølge Anne Glad, livsstilsekspert og partner i Sunrise Reklamebureau, er der tale om meget rationelle kvinder: »De her kvinder satser på et fællesskab blandt veninder frem for en traditionel familie, og det er en meget rationel beslutning, det giver dem et netværk, som de ikke kan få igennem kernefamilien.«

Fremtidsforsker Birthe Linddal Hansen understreger, at der er tale om en meget lille procentdel af kvinder, der fravælger den traditionelle kernefamilie:

»Men der er ingen tvivl om, at kernefamilien bliver udfordret,« siger hun.