Nigeria er kronet som konger af Afrika, men hvad nu for kontinentets fodbold?
Efter 19 års trofætørke vandt Nigeria African Cup of Nations (AFCON) søndag aften med 1-0 over Burkina Faso efter en turnering, der gav flere spørgsmål end svar for fremtiden for et kontinent, der tilbage i 90erne blev spået en fremtidig verdensmester.
Turneringens konklusion er ikke så meget, at Nigerias ’Super-ørne’ igen er på vej frem efter års stagnation, men at Afrika fodboldmæssigt set stadig er fastlåst i et magtvakuum.
»Der er enormt meget fremtid i det her hold, og turneringen som helhed har vist at den brede fodbold i Afrika har fået et løft,« siger Nigerias cheftræner Stephen Keshi.
Det stjernespækkede Elfenbenskysten med Didier Drogba, Gervinho og Touré brødrene levede på ingen måde op til kælenavnet som Afrikas brasilianere, men fremstod organisatorisk forkrampet. Som for så mange andre af deltagerlandene druknede alle gode intentioner for ’Elefanterne’ i fysik og taktik og ud af turneringens 32 kampe endte 15 uafgjorte.
Syd styrer
Af de tidligere stormagter som værtsnationen Sydafrika, de nu detroniserede AFCON-mestre Zambia og de nordafrikanske repræsentanter Tunesien, Algeriet og Marokko avancerede blot et hold fra gruppespillet til knald eller fald-fasen. Det var hjemmeholdet Sydafrika, der trods alt sneg sig videre fra gruppespillet, mens den nordafrikanske trios fiasko bidrager til tydeligheden af, at det er landene syd for Sahara, der sætter tempoet.
Samme skæbne overgik de tidligere vindere af turneringen, Cameroun, og i skyggen af deres nedtur har mindre fodboldnationer vundet terræn.
Kap Verde, der blot tæller en halv million indbyggere spredt ud over ti øer, nåede kvartfinalerne, og Burkina Faso altså finalen efter en fjerdeplads i turneringen tilbage i 1998 som hidtil bedste resultat.
Det har i årevis været sådan, at størsteparten af de afrikanske landshold har lidt under afsavnet af kvalitetsspillere på back-positionerne, kanterne samt kreative offensive midtbanespillere. Tænk typer som Jay-Jay Okocha og Finidi George. Nutidens største afrikanske profiler er typisk fysisk stærke midtbanespillere, stoppere eller angribere, altså som udgangspunkt de positioner der kræver en vis fysik.
’Englænder’ afgørende
Det er de europæiske klubbers efterspørgsel på fysiske pragteksemplarer som netop Touré-brødrene, Drogba eller klodser som Papa Diop og Salif Diao, der har bidraget voldsomt til den udvikling.
Derfor er det også paradoksalt, at Nigerias stærkeste kreative våben har vist sig at være en spiller, der har fået sin fodboldopdragelse i England, Chelseas kantspiller Victor Moses.
Victor Moses er opflasket i Crystal Palaces stærke talentafdeling, der har en stærk tradition for elegante kantspillere og har spillet for samtlige af Englands ungdomslandshold.
»Jeg er stolt af at være nigerianer. Vores sejr var for alle i Nigeria. Nu ser vi frem til VM i Brasilien,« lyder det fra Victor Moses, der selvfølgelig også blev udtaget til turneringens All Star-hold.