»Min kone og jeg er enige om, at der i vores familie skal være plads til, at vi kan dyrke hver vores interesser,« siger den 37-årige familiefar, Nikolaj Rasmussen. Sidste år lod han derfor kone og børn blive hjemme, mens han tog på fodboldferie i Barcelona med kammeraterne.

Sociologerne kalder familier som Nikolaj Rasmussens »forhandlingsfamilien«, »aftalefamilien« eller »skemafamilien«. Og der bliver flere og flere af dem herhjemme. I disse familier er der plads til, at hvert familiemedlem kan spise for sig selv, pleje sine egne fritidsinteresser og venskaber og tage på ferie uden resten af familien.

»Vi lever i højere grad vores daglige liv hver for sig, selv om vi er i et familiefællesskab. Mange ser det endda som et tab, hvis den enkelte skal tilsidesætte egne behov for familiens skyld,« siger sociolog Eva Steensig.

Læs mere i serien: Dig og Mig og Vi To

I dette øjeblik vil mange danske familier da også holde sommerferie hver for sig. Både hos Spies Rejser og Star Tour oplever man en ny, stigende tendens til, at familiemødre og -fædre rejser på ferie med hver deres venner, mens børnene eksempelvis er parkeret hos bedsteforældre eller på feriekoloni.

»Kvinder tager typisk på venindeture med spaophold eller shopping i Europas hovedstæder, mens mænd rejser sammen på golfweekender, jagt- og fisketure. Det er typisk folk på 30-35 +, som skal have et afbræk fra familielivet,« siger Star Tours salgsdirektør, Stig Elling.

Trangen til frihed er vokset blandt familiemedlemmer i løbet af de seneste år, og den styrker og svækker på én gang familiefællesskabet, siger fremtidsforsker Birthe Linddal Hansen.

»Fordelen er, at familielivet synes mindre omklamrende, når der er plads til at forfølge ens egne behov. Ulempen er, at det er lettere at gå fra hinanden, når man har hver sine venner og interesser. Det gør familiestrukturen mere skrøbelig, og den krakelerer derfor nemmere,« siger hun.