Kvinderne fylder mere og mere på chefgangen. En ny opgørelse, som organisationen Lederne har lavet, viser, at andelen af kvindelige ledere det seneste år er vokset med ét procentpoint og dermed aldrig har været højere. I løbet af de seneste 20 år er andelen af kvindelige ledere fordoblet.

Vibeke Skytte, direktør hos Lederne, glæder sig over udviklingen.

»Det er en meget flot og glædelig stigning. Vi ser, at jo yngre, lederne er, desto større andel udgør kvinderne. Og derfor er der god grund til at forvente, at den udvikling, vi ser i disse år, vil fortsætte med endnu større kraft i de kommende år,« siger hun.

Tilsvarende toner lyder fra organisationen Dansk Erhverv.

»Det er særdeles positivt, at flere og flere kvinder gerne vil påtage sig lederskabet,« siger Rikke B. Ørum, chef for HR og arbejdsmiljø.

Selv om andelen vokser, er der brug for endnu flere kvindelige ledere.

»Målsætningen er, at vi helst skal opnå ligestilling. Jeg tror, det kommer, og jeg tror, det måske kommer til at gå hurtigere, end vi talte om for år tilbage,« siger Vibeke Skytte.

Rikke B. Ørum supplerer:

»Vi har rigtig mange dygtige kvinder, og det er en skam, at vi ikke udnytter det potentiale, der eksisterer.«

Ved udgangen af 1. kvartal sidste år var der 28.317 kvindelige medlemmer af Lederne, svarende til 26,8 procent. Ved udgangen af 1. kvartal i år var antallet af kvindelige ledere vokset med 1.579 og udgør nu 27,8 procent af Ledernes samlede medlemstal.

Vibeke Skytte mener, at den store fokus på kvindelige ledere, der har været i medierne og fra politisk side, er en væsentlig del af forklaringen på tendensen. I samme åndedrag opfordrer Vibeke Skytte medierne til at skifte fokus, når de beretter om kvindelige ledere.

»Det er stadig svært at læse et avisinterview med en kvindelig leder, uden at hun skal svare på spørgsmål om den vanskelige balancekunst mellem et krævende lederjob på den ene side og på den anden side familieliv og afhentning af børn i institutioner. Nu må vi se at komme et skridt videre,« siger hun og uddyber:

»Det er et fastslået faktum, at masser af unge kvinder sagtens både kan være ledere og have familie, så når medierne fremover tager fat i de unge kvindelige ledere, håber jeg, at kvinderne i stigende grad får mulighed for at tale om ledelse frem for at skulle svare på spørgsmål om deres work-life-balance.«

Rikke B. Ørum fortæller, at det ofte er familielivet, som får kvinderne til at vælge lederskabet fra, men nu er en ny tendens ved at bide sig fast.

»Det går op for flere og flere, at man ikke behøver at arbejde 90 timer om ugen for at kunne være leder. Man kan godt være leder uden at gå på kompromis med det at have en familie,« siger hun.

Af og til blusser debatten om kvindekvoter op. Rikke B. Ørum mener, at udviklingen viser, at politikerne ikke skal bestemme andelen af kvindelige ledere.

»Vi synes, kvoter er en rigtig dårlig idé. Det drejer sig om, at der skal skabes en interesse for at blive leder, og der hjælper kvoter ikke«.