Anelise Aagesen på 77 år har altid elsket at gå en tur. Og den vane holder hun ved, også efter at hun har fået konstateret demens.
Nogle gange rækker det med et smut ned til købmanden tæt på hendes bopæl på plejecentret Klarahus i De Gamles By på Nørrebro i København, andre gange bliver det til lange ture til Fælledparken eller Østre Anlæg tæt på. Anelise er vokset op på Østerbro.
Men indimellem kan hun godt miste orienteringen og blive i tvivl om, hvor hun egentlig er. Men det bekymrer hende ikke. I tasken i kurven på rollatoren ligger nemlig en GPS, som betyder, at personalet på plejehjemmet hurtigt vil kunne opspore hende, hvis hun farer vild – og sende én ud, som kan følge hende hjem igen til den trygge, brune lænestol i hendes lejlighed på Klarahus.
»Det er godt at vide, at de finder mig, hvis jeg fjoller rundt et eller andet sted og ikke ved, hvor jeg er henne,« siger hun.
Stadigt flere demente danskere bliver som Anelise Aagesen udstyret med en GPS, der sikrer, at de hurtigt kan blive fundet, hvis de har forvildet sig væk og ikke kan finde hjem. De seneste to år er brugen af alarm- og pejlesystemer steget markant, viser tal, Berlingske har indhentet i flere kommuner.
I dag er der ifølge en ny opgørelse ca. 200 GPSer i brug på plejehjemmene i København, og derudover er der bevilget 66 alarm- og pejlesystemer til hjemmeboende demente i kommunen. I Aarhus er man oppe på at have 146 GPSer i brug i kommunens plejeboliger og 46 hos hjemmeboende demente, mens Rudersdal Kommune aktuelt har 52 GPSer ude hos demente borgere.
Politisk pres
Udviklingen kommer, efter at der både politisk og lovgivningsmæssigt er blevet presset på for i større udstrækning at benytte GPSer i et forsøg på at reducere det store antal af demente, der hvert år forvilder sig væk fra deres bopæl og må efterlyses af politiet.
I Alzheimerforeningen er der derfor stor tilfredshed med, at brugen af den type teknologi nu for alvor begynder at løfte sig ude i kommunerne.
»Det skaber tryghed for såvel de pårørende som de demente. Brugen af GPS gør også, at demente længere kan blive ved med at deltage i aktiviteter rundt omkring, og det har stor betydning for både deres livskvalitet og i forhold til at mindske demenssymptomerne og forsinke sygdommens udvikling,« siger foreningens direktør, Nis Peter Nissen.
Flere opgørelser pegede for nogle år siden på, at der årligt er mellem 1.000 og 1.500 demente ældre, der forsvinder og må efterlyses af politiet. Langt de fleste bliver fundet igen, men i otte-ti tilfælde om året ender det med et dødsfald.
En opgørelse fra Alzheimerforeningen tidligere i år viste, at der fortsat er et stort antal efterlysninger. Men i Aarhus Kommune har der ifølge rådmand for Sundhed og Omsorg Jette Skive (DF) ikke været nogen nødsituationer, hvor det har været nødvendigt at efterlyse en plejehjemsbeboer via politiet, siden man begyndte at bruge GPS i større målestok for et par år siden.
Til gengæld har brugen ført til solstrålehistorier som den om en dement beboer, der kan fortsætte sine daglige besøg ved sin afdøde mands grav. Hun bliver hyppigt væk, fordi hun kommer til at tage en »forkert« udgang, men det gør ikke noget, fordi personalet på plejehjemmet lynhurtigt kan lokalisere hende. Tilsvarende blev en ældre mand, der for nylig forsvandt fra et plejehjem, fundet af personalet på 20 minutter – og uden at det blev nødvendigt at alarmere politiet – da han via sin GPS blev fundet i en bybus.
»Det er jo vidunderligt, så hellere uddele én GPS for meget end én for lidt,« siger Jette Skive.
Sporet til Kongens Have
På Klarahus i København er der i øjeblikket fem af 50 beboere på plejecentrets tre demensafsnit, der har en GPS. I hvert enkelt tilfælde har beboeren samtykket, og brugen er reguleret i deres handleplaner. De handler f.eks. om, at beboerne, for at opretholde deres livskvalitet, skal kunne gå frit omkring med en viden om, at de kan blive hjulpet hjem, hvis de ikke selv kan finde tilbage.
Det fremgår også, hvor mange timer, de kan være væk, før opsporingen går i gang. Det sker via et system, der gør det muligt at dirigere medarbejdere fra plejecentret derhen, hvor signalerne fra GPSen viser, at beboeren befinder sig.
Forleden fandt man f.eks. frem til en beboer, som havde været væk en del timer, og det viste sig, at han gik rundt i Kongens Have. Når vandrelysten er størst i forårs- og sommermånederne, er GPS-systemet i snit i brug tre-fire gange om ugen.
Typisk placeres GPSen, som oplades én gang i døgnet, i beboerens taske, i lommen på yndlingsjakken eller i et bælte.
»Der er selvfølgelig tale om en form for overvågning, og man skal hele tiden være opmærksom på, at man ikke overskrider folks personlige integritet. Men der er heller ingen tvivl om, at GPSerne har været en stor gevinst, først og fremmest for beboeren, som jo på den måde kan bevare sin frihed til selv at kunne bevæge sig omkring i samfundet,« siger Susanna Nordberg-Petersen, demensfaglig vidensperson på Klarahus.
Politisk er der også klar opbakning til den øgede brug af GPS. I Københavns Kommune kalder sundheds- og omsorgsborgmester Ninna Thomsen (SF) dem for en »gave«, der kan være med til at sikre, at demensenheder på plejehjem »ikke bliver små fængsler, hvor folk ikke kan gå udenfor«.
»Man slipper for at lave begrænsninger. Hvis folk vil gå en tur, kan de gøre det,« siger hun.
Og det gør Anelise Aagesen på Klarahus. Hver dag er hun af sted – trygt fulgt på vej af den GPS-livline, hun bringer med sig i den taske, som hun altid har med.
»Det er vigtigt at komme ud at få noget luft. Det skal jeg bare,« siger hun.