På Strøget fredag eftermiddag, på vej ud af bussen eller i køen i det lokale supermarked.

Det er især de lidt hektiske situationer i vores hverdag, der giver tyve på rov optimale forhold for at få de lange fingre ned i vores lommer, tasker og bagage.

Og det er der stadig flere danskere, der oplever.

Det viser Rigspolitiets nøgletal for det første halve år af 2013.

I alt blev der anmeldt 49.730 tyverier fra borgere, hvilket er en stigning på fire procent i forhold til samme periode sidste år, hvor politiet fik 47.724 anmeldelser om tyveri.

Set i forhold til 2007 ser statistikken mere kedelig ud. Tilbage i første halvår 2007 var antallet af tyverier 32.076, og siden har tallet været stigende. I løbet af de seks år er antallet af tyverier fra borgere næsten fordoblet.

Ifølge Rannvá Thomsen, der er sociolog hos Det Kriminalpræventive Råd, skyldes den mangeårige stigning, at vi i dag bærer mere af værdi på os i det offentlige rum. Hun siger, at det især er smartphones, der bliver stjålet mange af.

»For de er jo for det første meget værd, og for det andet er det nemt for tyvene at tage dem, fordi vi tit tager vores smartphone ud og står og flasher dem. På den måde er det også nogle genstande af værdi, som er tydelige i det offentlige rum,« siger Rannvá Thomsen.

Det er især til vores lommer, tasker og bagage, tyvene finder hen. På bare et år er antallet af tyverier herfra steget med 13 procent, fra 18.448 anmeldelser i første halvår af 2012 til 20.842 i det første halve år af 2013.

»Vi går tit med vores mobiler, så de er let tilgængelige for os. For eksempel øverst i tasken eller i lommen, så det er nemt for os hurtigt at få fat i mobilen. Men det gør det også samtidig nemmere for tyven at stjæle den,« siger Rannvá Thomsen.

Rigspolitiet oplyser til Berlingske, at det stigende antal af tyverier er et problem, man er opmærksom på, men at det er op til de enkelte politikredse at prioritere deres indsats på området.

Et andet problem med de stigende tyverier er, at det også er nemt at sælge telefonerne videre, selvom de er stjålet. Der er et marked for det, siger Rannvá Thomsen:

»Der har vi jo virkelig også et medansvar. Når vi køber ting brugt, så skal vi sørge for, at der er en kvittering, så der ikke er så nemt at afsætte de stjålne ting.«

Det bedste, man kan gøre for at sikre sine ejendele, er ifølge Rannvá Thomsen at sørge for, at ens værdigenstande bliver mindre tilgængelige - også selvom det bliver sværere for dig selv at nå mobilen.