Flere børn bytter i sommerferien strandture og vandkamp i haven ud med lektielæsning.

Landets private lektiefirmaer oplever nemlig ifølge dr.dk en stor stigning i antallet af elever, der vil bruge en del af ferien på lektier. Det gælder blandt andet det aarhusianske firma Time2Learn.

»Vi har altid haft en stor søgning på vores sommerkurser. Men efter folkeskolereformen har vi haft en endnu større tilgang,« fortæller Annette Schachner, der er leder og underviser ved Time2Learn, til Berlingske Nyhedsbureau.

Ifølge dr.dk har My Academy, der også tilbyder privat lektiehjælp, haft 35 procent flere bookinger af undervisning i sommerferien i år sammenlignet med sidste år.

Mentor Danmark har fordoblet antallet af elever på sommerforløbet, og også Lektiekonsulenterne har oplevet fremgang i årets sommerferie.

Time2Learn har i det hele taget fået så mange elever, at de også underviser elever i dagtimerne.

»Vi har simpelthen så stor søgning, at børnene bliver taget ud af skolen og kommer om formiddagen,« siger Annette Schachner.

De elever, Time2Learn tager imod, har ofte brug for at lære på anden vis end ved at sidde stille med en bog, fortæller Annette Scachner.

Da folkeskolereformen blev rullet ud i august 2014, var det en del af planen, at undervisningen skulle indeholde mere motion og alternativ undervisning - blandt andet ved hjælp af understøttende undervisning, der blev introduceret på skoleskemaet for et år siden.

Spørgsmål: Er der et hul i børnenes undervisning, som ikke bliver dækket i folkeskolen?

»Alle lærere vil det så godt som muligt, men der er ikke mange minutter per elev. Der er ikke den tid, man som lærer har brug for, til at støtte hver enkelt elev,« siger Annette Schachner fra Time2Learn.