Overborgmester i Flensborg, Simon Faber, vil have indført midlertidig grænsekontrol mellem Danmark og Tyskland. Det siger han til TV SYD
Simon Faber har ellers tidligere været stor modstander af øget grænsekontrol, men efter at Tyskland søndag aften valgte at indføre midlertidig kontrol ved grænsen til Østrig, har Simon Faber skiftet mening.
»Jeg tror, det er nødvendigt at gøre noget nu. Vi har simpelthen nået bristepunktet, og sikkerhedsrisikoen ved at fortsætte uden grænsekontrol er blevet for stor,« siger Simon Faber.
Den tyske regering anslår, at op til 40.000 flygtninge og migranter vil krydse landets grænse i løbet af weekenden.
Alene lørdag ankom flere end 13.000 flygtninge ifølge den britiske TV-station BBC til storbyen München.
Søndag forklarer den tyske indenrigsminister, Thomas de Maiziere, på et pressemøde, at det er det voksende pres på landets grænser, der gør, at kontroller ved grænsen til Østrig indføres.
Ministeren forklarede, at målet var at mindske presset på de tyske grænser. Det er også sikkerhedshensyn, der gør, at kontrollerne bliver indført.