Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) besluttede i foråret, at Danmark på statslige bygninger, ambassader og repræsentationer skal flage på Færøernes og Grønlands nationaldage henholdsvis 29. juli og 21. juni.
Men i dag, den 29. juli, gik det af endnu uopklarede årsager galt. Mens færingerne fester til deres årlige Olaifes, hejste Børsen-bygningen i København, lufthavnen i Rønne og efter sigende flere andre statslige institutioner, det forkerte færøske flag.
Flaget er i sin rigtige udformning hvidt med et rødt kors med blåt udenom. Den forkerte udgave, der har prydet bygninger i dag, inden de blev taget ned af pinligt berørte viceværter og flagansvarlige teknikere, ligner det finske flag med rødt udenom det blå kors.
Til Ekstra Bladet siger pressekonsulent Pernille Plougheld fra Dansk Erhverv, der ejer den gamle Børsen-bygning:
»Der er tale om en fejl fra producenten, så nu har vi pillet flaget ned.«
Børsen-bygningens servicetekniker siger til Jyllands-Posten, at der ikke har været nogen negative reaktioner på flagfadæsen.
»Folk har taget det med et smil,« siger han til TV 2.
Flagproducenten, der har lavet de forkerte flag, vil ifølge Jyllands-Posten først kommentere den pinlige sag på mandag.
Så om det drejer sig om en farveblind ansvarlig på flagfabrikken eller om en spøgefugl uden humor, må vi vente med at få opklaret.
For noget må være gået aldeles grueligt galt. Selv uden for Thorshavns eget domhus, mens færingerne fejrede dagen med højt humør, vajrede i dag også den forkerte udgave af »Mærket«, som det færøske flag kaldes. Måske fordi dommeren er fra Danmark.
Det har indtil nu ikke været muligt at få bekræftet.
På Facebook væltede det i løbet af eftermiddagen frem med kommentarer til flagfadæsen, der ret beset svarer til, at EU flagede med det danske flag udformet som hvidt med et rødt kors.
Nogle færinger skrev: »En hån«. »En stor skam«. Andre tog det med humoristisk sans og konstaterede: »Herligt«.
Sjúrður Skaale, der er medlem af Folketinget for Javnaðarflokkurin, skrev på Facebook, efter at have set sit nationalflag i forkert udgave vejre fra Børsen:
»For de færinger, som så disse flag i morges, føltes det uden tvivl som disrespekt og ringeagt.«
Statsminister Lars Løkke Rasmussen har også selv været ved tasterne, efter fejlen er blevet opdaget. Pointen om, at vi skal vide mere om hinanden, er for alvor blevet understreget, skriver han på Twitter:
