Det skriver det amerikanske teknologisite CNet, der angiveligt har set en række lækkede dokumenter fra bilfabrikken om satsningen Atlantic. I dokumenterne fremgår det, at sedanen først kan produceres i 2014, hvilket er omtrent et år senere end tidligere udmeldt.
Se billederne: Her er Fisker Atlantic
Problemer med at få udstyret Fiskers bilfabrik i Delaware bliver ifølge sitet nævnt som årsag til, at den stort opslåede Atlantic bliver forsinket.
Forsinkelsen er bare det seneste af en række hovedpiner for danske Henrik Fisker, der i flere år har kæmpet for at få en konkurrencedygtig eldrevet familiestørrelsesbil på gaden i USA.
Senest har problemerne med finansieringen været i fokus, idet de statsgaranterede lån, som Fisker var begyndt at trække på, pludselig blev sat på standby, fordi bilproducenten ikke kunne leve op til de milepæle, der blev aftalt i forbindelse med låneaftalen.
Den amerikanske stats modvillighed har tvunget Fisker Automotive til at søge alternativ finansiering. Senest fik bilproducenten tilsagn om lån for 263 millioner dollar, hvilket ifølge nyhedsbureauet Bloomberg bringer den samlede finansiering op på over en milliard dollar.
En ting, der presser Fisker Automotive, er, at ærkerivalen Tesla Motors har meldt sig klar til at påbegynde produktionen af dens hybridbil i familiestørrelsen nu til sommer – den såkaldte Model S.
Det kan betyde, at konkurrenten får et forspring på op i mod et år på det amerikanske marked, skriver CNet.
