Christian Eriksen var i oplæggerens rolle på begge Ajax' to første mål, og Viktor Fischer stod for det sidste, da hovedstadsklubben skød Æresdivisionen i gang fredag aften hjemme mod Roda fra Kerkrade.

Allerede efter ni minutter fik Ajax netmaskerne til at blafre, da Christian Eriksen sendte et frispark fra venstre side ind i feltet, som Rodas målmand parerede direkte ud i fødderne på Ricardo van Rhijn, der ikke kunne undgå at score.

Og Eriksen fortsatte med at være i hopla. Efter 30 minutter opfangede danskeren bolden på Rodas banehalvdel og sendte den hurtigt videre til Siem de Jong, som behandlede oplægget på fornemmeste vis ved at sende bolden ind til 2-0.

Roda fik chancen for at reducere i anden halvleg, da udeholdet fik straffespark, men Wiljan Pluim misbrugte det store tilbud.

I stedet var det Viktor Fischer, som lukkede kampen efter 83 minutter med sin scoring til 3-0.

To af de øvrige danskere i Ajax, Lasse Schøne og Nicolai Boilesen, fik også lov at lege med, da blev skiftet ind i henholdsvis det 76. og 86 minut.    

Christian Poulsen spillede hele kampen på den centrale midtbane for Ajax.