Det naturskønne område nær Søndersø syd for Værløse i Furesø Kommune er knap så naturskønt, som for blot en uge siden. To snese fuldvoksne træer omkring søen er blevet fældet, så der nu er et stort åbent område ved søens sydøstlige hjørne. Træerne har angiveligt måttet ladet livet, fordi firmaet Innomima APS ville have bedre udsigt ned til søen, og det vækker harme i Furesø Kommune, som nu vil politianmelde den private skovrydning for at undersøge, hvorvidt firmaet har lov til at fælde træerne. Det skriver Furesø Avis.

- Jeg kan forsikre dig om, at det ikke er noget, vi har givet tilladelse til, og vi er meget stærkt utilfredse med, at det er sket, siger Hans Dyrby Klok, som er Drifts- og anlægschef i Furesø Kommune.

Utilfredsheden skyldes ikke mindst, at området for ganske nylig er blevet indviet som natursti, hvorfor kommunen havde et ønske om at bevare skovarealet. I den seneste uges tid har Furesø Kommune modtaget mange henvendelser fra borgere og andre brugere af naturområdet, som ville vide, hvor træerne er blevet af.

Et speget ejerskabsforhold

Området nær Søndersø har tidligere været ejet af Københavns Energi, men Furesø Kommune har købt området d. 1. juli. Ifølge Furesø Avis har Københavns Energi solgt de tilstødende bygninger til firmaet Innomima ApS, som har fået træerne fældet for at forbedre udsigten. Furesø Kommune har således sendt en skriftlig anmodning til Københavns Energi om at få politianmeldt skovrydningen.

- Vi er nu ved at undersøge hos Københavns Energi, hvad der egentlig er aftalt og sket. Og så må vi jo se, hvad der kan gøres fremadrettet f.eks. omkring erstatningsansvar, siger Hans Dyrby Klok.

Københavns Energi oplyser til b.dk, at firmaet modtager anmodningen med kyshånd, og at det er vigtigt for energifirmaet at få klarlagt, hvad der er op og ned i sagen.

Det har endnu ikke været muligt at få en kommentar fra Innomima ApS.

Det er langt fra første gang fældede træer volder hovedpine i Furesø Kommune. I August 2010 måtte kommunen begræde, at den ikke inddrog lokalsamfundet i beslutningen om at fælde en række træer i Kirke Værløse forud for opførelsen af et nyt supermarked i byen.

Kommunen måtte siden genplante træerne, ligesom borgerinddragelsen blev indskærpet overfor kommunens forvaltning efter episoden.