Når Danske Bank-formanden Ole Andersen onsdag i næste uge træder frem for den samlede verdenspresse, bliver det en altafgørende prøve for formanden gennem de seneste syv år. Det er en dag, der vil skrive sig ind i den store historiske Danske Bank-bog.
På linje med de to dramatiske hændelser for banken med Landmandsbankens krak i 1922 og finanskrisen i 2008. Både i 1922 og 2008 var ydmygelsen total, staten måtte træde til med bistand. Denne gang er det ikke en økonomisk sag, men en etisk betændt sag. En sag, som har smadret tilliden til en af de bærende søjler i samfundet, storbanken Danske Bank.
