GAZA: De israelske angreb mod Gaza blev onsdag fatale for fire palæstinensiske børn.
Under en tur på stranden blev børnene ramt af en granat, der blev affyret fra et israelsk krigsskib. Det skriver nyhedsbureauet Reuters, der også har spurgt en talsmand for det israelske militær i Tel Aviv til angrebet. Svaret var ved 16-tiden onsdag, at man var ved at undersøge sagen.
Angrebet kommer næsten samtidig med, at den militante Hamas-bevægelse afviste at skrive under på det egyptiske forslag til en våbenhvile, som Israel ellers var gået med til tirsdag.
Selv om den ene part var med på at lægge våbnene, fortsatte angrebene mod og fra Gaza.
Fra tirsdag formiddag, hvor våbenhvilen skulle have trådt i kraft, til onsdag morgen har Hamas affyret flere end 140 raketter mod israelske mål, mens israelerne fortsætter bombardementerne i Gaza.
Og onsdag morgen mere end indikerede de israelske forsvarsstyrker (IDF), at der var en større aktion i Gaza under opsejling ved at sende flyers ud over det østlige og nordlige Gaza, hvori de opfordrer op mod 100.000 beboerne til at forlade deres hjem.